Nationalt stiger smittetallet i disse dage, og der er også sket en stigning i Ringsted Kommune. Derfor er Ringsted Kommune fortsat i dialog med relevante myndigheder og overholder fortsat sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Smittespredningen øges mange steder i Danmark for tiden, og i flere kommuner er det såkaldte incidens-tal over 20. Det vil sige, at der er over 20 smittede med Covid-19 per 100.000 borgere. Onsdag var Ringsted Kommunes incidens-tal på 25,8 eller samlet ni Covid-19 positive inden for den sidste uge.

Derfor er Ringsted Kommune fortsat i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og andre relevante myndigheder. Ringsted Kommune følger sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger ved alle arrangementer og aktiviteter. Derudover vurderes det i øjeblikket ikke at være nødvendigt med yderligere foranstaltninger i Ringsted Kommune.

Ringsted Kommune har fortsat en skærpet opmærksomhed på:
• at Sundhedsstyrelsen anbefalinger om forebyggelse af smitte følges på alle kommunens institutioner og aktiviteter.
• at der ikke spredes smitte til plejecentre, bosteder og lignende institutioner med borgere, der er særligt i risiko for at udvikle alvorlige forløb med Covid-19.
• at der er etableret midlertidige opholdssteder, hvor borgere kan sikres isolationspladser, hvis de ikke kan lade sig selvisolere i eget hjem.
• at kulturarrangementer, lokalsamfund og fritidsorganisationer også inddrages relevant, så de er opmærksomme på, hvordan de bidrage til at forebygge smittespredning.
• særlige arrangementer, som afholdes, og at der evt. skal tages særlige forholdsregelser.

Borgmester Henrik Hvidesten siger:

”I øjeblikket sker der desværre en stigning af smittespredningen i mange kommuner, og derfor er det vigtigt, at vi alle sammen følger sundhedsmyndighedernes gode råd om at holde afstand, have fokus på hygiejne og vaske hænder eller bruge håndsprit ofte,” siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:
”I Ringsted Kommune er der også kommet flere smittede den seneste uge, og derfor er vi fortsat særligt opmærksomme på at forhindre yderligere smittespredning. Når en kommunes incidens-tal kommer over 20, får vi en advisering fra Styrelsen fra Patientsikkerhed. Derfor har vi nu igen et godt og tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og de øvrige myndigheder, og vi har et skærpet fokus på at overholde alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger ved alle de arrangementer og aktiviteter, som vi er med i”.

 

Foto: ABW