COVID-19 er stadig over os, og der forventes en stigning af smittede hen over efterår og vinter, skriver Ringsted Sogn i en pressemeddelelse..

Ringsted Sogn overholder naturligvis de krav og anbefalinger, der kommer fra myndighederne. Herunder hvor mange der må være samlet et sted samt brug af mundbind/visir.

Billetter
Fordi der er begrænset pladser i Ringsted Sogns lokaliteter, har vi indført krav om gyldig billet til flere af vores koncerter, arrangementer og ikke mindst i forbindelse med julegudstjenesterne. Vi begynder med brug af billetter til Lørdagsmatinéen den 7. november kl. 12.30 og følger trop med barokkoncerten i Klostermarkskirken den 17. november, kl. 19.30

Følg med på vores hjemmeside ringstedsogn.dk, Facebookside og Kirkesiden, hvor det vil fremgå, hvornår der er krav om gyldig billet. Billetterne vil blive frigivet ca. 14 dage før afholdelse.

Du skal enten printe og medbringe din billet, eller hvis du har din mail på din smartphone vise den ved ankomsten.

Hvis du ikke har adgang til en pc’er, kan du hente en billet på Kirkekontoret, Klostervænget 2A, 4100.

Medmindre andet er angivet er billetterne gratis.

Mundbind/visir
Du skal bruge mundbind/visir, når du besøger eller deltager i en aktivitet i folkekirken i et lokale med offentlig adgang.

Du skal have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, når du går ind og ud af lokalet, og når du bevæger dig rundt i lokalet. Kravet gælder ikke, når du sidder ned eller knæler. Heller ikke når du som led i en kirkelig handling kortvarigt rejser dig op, for derefter at sætte dig ned igen på samme plads.

Børn under 12 år er undtaget kravet om mundbind i folkekirken.