Ringsted Kommune er en af 15 kommuner, der netop har fået besked om, at de er en del af ”I sikre hænder 3”. Som en del af programmet lærer medarbejderne metoder til at skabe systematiske arbejdsgange med det overordnede formål at borgerne i ældreplejen skal have den rette behandling og pleje til rette tid, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

En sikker pleje og behandling til borgerne i ældreplejen. Det er målet med forbedringsprogrammet ”I sikre hænder”, som 15 nye kommuner nu bliver en del af. Dansk Selskab for Patientsikkerhed står for ”I sikre hænder”.

Siden 2013 har 18 kommuner deltaget I programmet, og de har vist, at det er muligt at skabe forbedringer for både borgere og personale på plejehjem og i hjemmeplejen, bl.a. ved at reducere medicineringsfejl, tryksår, fald og infektioner markant.

Gennem ”I sikre hænder” lærer medarbejdere og ledelse forbedringsmetoder til at skabe systematiske arbejdsgange, indsamle data og have et løbende fokus på læring og udvikling.

Chef for Social- og Sundhedscentret, Alice Morsbøl, siger:

”Jeg er glad for, at vi i Social- og Sundhedscenteret i Ringsted Kommune, er blevet udvalgt blandt 20 kommuner, til at deltage i forbedringsprogrammet ”I sikre hænder”. Erfaringerne fra de 18 kommuner, der har gennemført forbedringsprogrammet viser, at programmet er med til at sikre borgerne en sikker pleje og behandling, men også at det øger den faglige stolthed og arbejdsglæde blandt medarbejderne,” siger Alice Morsbøl.

I Ringsted Kommune skal hjemmeplejen og hjemmesygeplejen samt Ortved Plejecenter arbejde med ”I sikre hænder”. Projektet sættes i gang i efteråret 2020 og løber til 2023.

Læs mere om det nationale projekt på hjemmesiden www.isikrehænder.dk.

15 nye kommuner medvirker i projektet. Foto: Isikrehænder.dk