Har du børn, der skal til at begynde i skole i august 2021, er det nu du skal skrive dit barn op via den digitale indskrivning. Du kan også møde din måske kommende folkeskole, når skolerne holder åbent hus i november, oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Det er tid for skoleindskrivning af dit barn, hvis han eller hun skal begynde i skolen til sommer. Senest i begyndelsen af uge 44, vil forældre via e-boks, modtage et brev om indskrivning i folkeskolen i Ringsted Kommune. Brevet bliver sendt til forældre til børn født i 2014, og som endnu ikke er begyndt i skole, og børn født i 2015.

Selvom dit barn skal begynde i privatskole eller en anden folkeskole i en anden kommune, eller måske skoleudsættes, skal du stadig gå ind via den digitale skoleindskrivning og gøre opmærksom på det.

Den digitale indskrivning til kommunens folkeskoler foregår i perioden mandag den 2. november kl. 12.00 til og med søndag den 22. november.

Har du som forælder til et kommende skolebarn, endnu ikke fået et brev om skoleindskrivning i din e-boks i uge 44, kan du kontakte Ringsted Kommune på tlf 5762 6233 eller din distriktsskole. De kan også hjælpe, hvis du har spørgsmål til skoleindskrivningen.

Mød din kommende folkeskole
I kan også møde jeres kommende folkeskole, når skolerne holder åbent hus arrangementer i november.

Møderne foregår på de forskellige folkeskoler i henhold til nedenstående plan.

I Ringsted kommune er der frit skolevalg. Det vil sige, at elever kan optages på en anden skole end distriktsskolen, hvis der er plads. I må gerne besøge flere skoler og ikke jeres distriktsskole.

Åbent hus på Ringsted Kommunes folkeskoler

• Kildeskolen, mandag den 9. november kl. 17.00 – 19.00
• Nordbakkeskolen, torsdag den 12. november kl. 17.00 – 18.30
• Søholmskolen, onsdag den 11. november kl. 16.00 – 20.00
• Vigersted skole, mandag den 2. november kl. 19.00 – 20.30
• Dagmarskolen, mandag den 2. november kl. 17.00 – 19.30
• Valdemarskolen, onsdag den 4. november kl. 17.00 – 18.30
• Byskovskolen afd. Asgårdsskolen og afd. Benløse skole, tirsdag den 10. november kl. 17.15 – 19.45.
17.15 – 18.00 åben rundvisning på afd. Benløse
18.00 – 18.45 informationsmøde om skolestart på Byskovskolen (afholdes på afd. Benløse)
19.00 – 19.45 åben rundvisning på afd. Asgård.

Foto: ABW