Snart kan unge under 18 få et fritidsjob på Ringsted kommunens plejehjem. Det står klart efter det politiske flertal i Ringsted har vedtaget Det Konservatives Folkepartis forslag til dette års budgetforhandlinger.

Byrådsmedlem og Gruppeformand for Det Konservative Folkeparti Andreas Karlsen, der udtaler:

“Vi ved fra andre kommuner, der har indført ordningen, at det har været en kæmpe succes. Både for vores unge, der får snuset til, om plejesektoren kunne være noget for dem, men ikke mindst for vores ældre borgere, der vil opleve, at der sker noget. Friske unge, der giver liv og livsglæde på vores plejehjem.

De unge i fritidsjob på kommunens plejehjem skal selvfølgelig ikke udføre plejende opgaver, det siger sig selv. Fritidsjobbet skal handle om at skabe liv, glæde og aktivitet. Tale med de ældre, spille nogle spil med dem, læse for dem eller bare holde dem i hånden. Nærvær og kærlighed. Være tilstede.

I fremtiden står vi som samfund over for en kæmpe udfordring på vores sundhedsområde med mangel på både SOSU’er og sygeplejersker. Landets kommuner kommer til at mangle 41.000 nye ansatte på SOSU-området de næste 10 år ifølge FOA’s analyser.

Vi håber med indførelsen af dette forslag, at det kan være et lille skridt i retning mod at løfte antallet af unge, der søger ind i plejesektoren og uddanner sig inden for den. Unge, der brænder for vores ældre. Vi mener, at det vil være livsbekræftende at se den unge generation i samspil med vores ældre. Vi glæder os til at se ordningen oppe at køre.”

Andreas Karlsen. Pressefoto.