Den kommende tid er der åbent hus-arrangementer på Ringsted Kommunes folkeskoler. På grund af restriktioner for at forhindre smittespredning er der dog en række ændringer til arrangementerne. På nogle skoler bedes du tilmelde dig, andre laver rundvisninger i små grupper, og nogle steder foregår det som virtuelt åbent hus.

Det er tid til skoleindskrivning. Derfor har Ringsted Kommune også sendt brev til forældre til børn født i tidsrummet 1.1.2014 – 31.12.2015, og hvor børnene ikke allerede er indskrevet i skolen.

Hvis du ikke ved udgangen af oktober måned har modtaget et brev om skoleindskrivning i din digitale postkasse, bedes du kontakte din distriktsskole. Du kan se, hvilken skole der er din distriktsskole via Ringsted Kommunes hjemmeside www.ringsted.dk.

Klaus Hansen, formand for Børne- og Undervisningsudvalget, siger:

”I Byrådet prioriterer vi folkeskolen højt. I disse år giver vi folkeskolen et kæmpe fagligt løft. Samtidig giver vi skolerne størst mulig frihed til at understøtte værdierne på den enkelte skole. Fra det kommende skoleår sænker vi desuden klassekvotienten til 24 for alle nye klasser, og efter behov sikrer vi mulighed for to voksne i en del af undervisningen på alle årgange. For vi er fast besluttede på, at folkeskolen i Ringsted Kommune skal være en skole med høj faglighed og fokus på god trivsel og børnenes udvikling lige fra første skoledag,” siger Klaus Hansen.

Åbent hus for kommende elever og forældre
De kommende uger er der en række åbent hus-arrangementerne på Ringsted Kommunes folkeskoler. Møderne foregår på de forskellige skoler i henhold til nedenstående plan. Du må selvfølgelig gerne besøge flere skoler, og ikke kun din distriktsskole.

”Jeg ved, at medarbejderne på alle vores skoler har lagt sig i selen for at kunne lave arrangementer, som kan give børn og forældre et godt indblik i, hvordan hverdagen kan være på lige præcis deres kommende skole. Kommende forældre er også mere end velkomne til at tage fat i hver skole, hvis de har yderligere spørgsmål eller ikke kan få kalenderen til at passe med skolens åbent hus-arrangement,” siger Klaus Hansen.

Alle kommende skolebørn skal skrives op digitalt
I Ringsted kommune er der frit skolevalg. Det vil siger, at elever kan optages på en anden skole end distriktsskolen, hvis der er plads.
Hvis du ønsker at indskrive dit barn på en privatskole, skal du selv kontakte den pågældende privatskole. Men du skal også gå på den digitale skoleindskrivning i november måned og tilkendegive at dit barn skal på privatskole.

Alle børn, der skal begynde i skole i sommeren 2021, skal skrives op digitalt. Skoleindskrivningen foregår via Ringsted Kommunes hjemmeside i perioden fra den 2. november kl. 12.00 til og med den 22. november.

Find mere materiale om skoleindskrivning og indskriv dit barn digitalt via www.ringsted.dk/skoleindskrivning.

Åbent hus arrangementer november 2020

Byskovskolen, tirsdag den 10. november kl. 18.00 – 18.45, virtuelt informationsmøde om skolestart på Byskovskolen. Alle forældre får tilsendt brev i e-boks med link til mødet. Hvis I ikke tilhører distriktet, men ønsker at besøge skolen så kontakt skolen på tlf. 5762 7450

Rundvisninger i små hold. Alle forældre til skolestartere bliver kontaktet af skolen i løbet af uge 45 og bliver inviteret via e-boks. Rundvisningerne vil blive afholdt løbende i indskrivningsperioden.

• Kildeskolen, mandag den 9. november kl. 17.00 – 19.00. Pga. forsamlingsforbuddet bedes I kontakte skolen før deltagelse på tlf. 57 62 72 60 eller på mail: kildeskolen@ringsted.dk så vi kan aftale et tidsrum på dagen.

• Nordbakkeskolen, torsdag den 12. november kl. 17.00 – 18.30.
Tilhører I Nordbakkeskolens skoledistrikt vil I få invitation individuelt telefonisk eller via e-boks. Har I spørgsmål er I velkomne til at kontakte skolen via mail til Nordbakkeskolen@ringsted.dk eller tlf. 5762 7320. Hvis I ikke tilhører distriktet, men ønsker at besøge skolen, så kontakt os på tlf. 5762 7320.

• Søholmskolen, onsdag den 11. november kl. 16.00 – 20.00.
Rundvisning sker i små grupper. Tilmeld dit besøg på soeholmskolen@ringsted.dk eller på tlf. nr. 5762 7337.

• Vigersted Skole, mandag den 2. november kl. 19.00 – 20.30.
Der vil være præsentation i 3 lokaler, hvor der max vil være 10 personer.

• Dagmarskolen, virtuelt åbent hus d. 9. november kl. 17.00 – 17.30, det kan live streames fra Dagmarskolens Facebook-side.

• Valdemarskolen, onsdag den 4. november kl. 17.00 – 18.30.
Vi har forsøgt at kontakte alle vores forældre pr. telefon. Der vil blive sendt besked i e-boks vedrørende, hvilken tid hver forældre skal komme. De forældre, der ikke har fået tildelt tid, bedes kontakte Valdemarskolen på tlf. 5762 7300. Der må kun komme 1 forælder pr. barn. Forældre, der ikke er i Valdemarskolens distrikt, er velkommen til at kontakte skolen for yderligere information.

Foto: ABW