Ringsted Kommune er i gang med sørestaurering i Skjoldenæsholm Gårdsø. Sørestaurering er et af flere tiltag i de statslige vandområdeplaner, der skal bidrage til at forbedre det danske vandmiljø, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Formålet med en sørestaurering er at skabe biologisk balance i søer, der i dag indeholder mange næringsstoffer, men hvor der ikke længere tilføres næringsberiget vand.

Kun 24 søer er på landsplan udpeget til sørestaurering i den nuværende vandområdeplanperiode 2016-21, og én af dem er Skjoldenæsholm Gårdsø, der ligger i Ringsted Kommune.

Mere end tre ton fisk er opfisket
Ved at skabe balance i fiskebestanden, hvor rovfisk (b.la. gedde og store aborre) kan kontrollere mængden af fredfisk (bl.a. skaller og små aborre), vil man kunne opnå en sø med klart vand og undervandsplanter, samt skabe bedre livsbetingelser for både fisk, smådyr og vandplanter. I dag er vandet i søen uklart, og der findes kun få vandplanter.

Siden efteråret 2019 er der med vod, garn og ruser, blevet opfisket mange skaller og små aborre, som er én konsekvens af at søens fiskebestand var i ubalance. Ubalancen bestod i, at skaller og små aborrer æder de dyreplankton der lever af de mikroskopiske alger der gør vandet uklart. Ved at opfiske mindst 80 % af fredfiskebestanden er det målet at skabe en bedre balance, med flere rovfisk og færre fredfisk. Det bliver der mulighed for en opvækst af dyreplankton, som derved kan holde mængden af alger nede, hvilket vil gøre søen mere klarvandet.

Samlet set er der blevet opfisket over 3 ton fisk fra den cirka 10 hektar store sø. Hen over vinteren vil der yderligere blive suppleret med fiskeri med ruser i søen, hvor der sidste vinter blev opfisket ca. 400 kg fisk med denne metode.

FGU-elever fra Ringsted hjælper med fiskeriet
I samarbejde med lærer Finn Lystrup og hans elever fra FGU i Ringsted, gennemførtes et supplerende fiskeri med ruser i søen sidste vinter. Det er aftalt igen at forsætte fiskeriet i den kommende vinter. Udover at dette rusefiskeri bidrager positivt til fjernelsen af skaller, så giver det også vigtig information om status på fiskebestanden i søen.

I 2021-22 vil søens tilstand blive overvåget mht. næringsstofindhold og ved fiskeundersøgelser for at følge effekten af de tiltag, der er udført.

Aluminium hindrer massiv algevækst
Lige nu, sker der udbringning af aluminium fra båd, samtidig med at vinterens fiskeri med ruser i søen er sat i gang. Ved at udbringe aluminium i søen kan man nedbringe den interne belastning af fosfor, der ellers frigives fra bunden af søen. Dermed bidrager det til at forhindre en massiv algevækst, der giver uklart vand.

Projektet finansieres af Miljøstyrelsen og udføres af Ringsted Kommune i tæt samarbejde med BioApp, Thomas Aabling Vandmiljø og NIRAS.

Projektet kan følges på kommunes hjemmeside www.ringsted.dk/soerestaurering

Pressefoto