Der har været konstateret Covid-19 hos elever eller medarbejdere på flere skoler i Ringsted Kommune. Ved hvert tilfælde er der sat smitteopsporing med mere i gang med relevante myndigheder, og elever og forældre har fået nærmere information, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Indtil dags dato har der været i alt 11 smittetilfælde hos elever på Ringsted Kommunes folkeskoler. Blandt medarbejdere er der otte tilfælde, alle på Ådalskolen, samt ét tilfælde på Campusskolen og ét på Ungdomsskolen.

Ved alle tilfælde har de berørte elever og forældre fået nærmere information, hvis tiltagene har direkte betydning for dem.

Skolecenterchef Jesper Ulrich siger:

”Det bliver jo nok en vinter, hvor vi må forvente, at der vil komme smittetilfælde blandt elever eller medarbejdere på de fleste af vores skoler. Når det sker, har vi et godt og tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og vores eget sundhedspersonale. Hvert lille smitteudbrud på skolerne bliver håndteret i tæt samarbejde med dem,” siger han og fortsætter:

”Sker det, at en elev eller medarbejder bliver konstateret smittet med Covid-19, vil vi altid kommunikere til elever og forældre, hvis vi laver tiltag, der har direkte betydning for dem. Det vil typisk foregå via Aula, så jeg opfordrer elever og forældre til løbende at holde sig orienteret på Aula.”

Tiltag sat i værk på Ungdomsskolen og Campusskolen
Status her torsdag den 5. november er, at der lige nu er tiltag på Ungdomsskolen, der blev midlertidigt lukket onsdag den 4. november. Det skyldes, at en medarbejder på skolen er blevet konstateret smitte med Covid-19.

På Byskovskolen, afdeling Asgård, er to elever konstateret smittet med Covid-19, og to årgange er sendt midlertidigt hjem. Elever og medarbejdere er blevet opfordret til at lade sig teste, og de kan vende tilbage til skolen fra den 9. november, hvis de testes negative.

På Campusskolen er en enkelt klasse sendt hjem, efter at tre elever er konstateret smittet med Covid-19.

Foto: ABW