25. januar til 12. februar har trygfondens medlemmer i region Sjælland mulighed for at vælge deres 10 regionale repræsentanter til regionalrådet. Ringsted er repræsenteret ved Oluf Timo Dybdal Jensen og Renè Lund Sørensen, der begge bor i Ringsted og stiller op til valget. De vil blandt andet kunne arbejde for forsikringstagernes interesser og lokale projekter.

I regionen Sjælland blev der i 2020 blandt andet uddelt en del hjertestartere, gennemført førstehjælpskurser og lokalt har Ringsted Svømmehal fået et nyt indendørs mini-livreddertårn fyldt med spændende udstyr som redningskranse, bjærgedukker og redningsveste. I Ringsted er det mest synlige resultat af Trygfondens arbejde akuthelikopterne, der opererer med udgangspunkt fra flyvepladsen i Ringsted. Akuthelikopterne blev oprindeligt startet som projektet støttet af Trygfonden tilbage i 2010.

Oluf Timo Dybdal Jensen er 53 år, major i forsvaret og vil have som høj prioritet, at forsikringstagerne der betaler præmie til et firma i Tryghedsgruppen, har krav på at få værdi for pengene. Timo udtaler, at kundekroner er et skridt i den rigtige retning, men han så gerne, at kundekroner var større, og at der blev brugt lidt mindre på andre ting. Udgangspunktet når man tegner en forsikring er ikke, at støtte velgørende formål, men sikre mig selv og min familie.

Renè Lund Sørensen er 60 år, selvstændig og vil i repræsentantskabet særligt arbejde for projekter, der fremmer vores børns sikkerhed, borgernes mentale sundhed, aktiviteter der kan fremme et sundt liv og de svageste i vores samfund, særligt ældre, kronikere og børn der er særlig udsat for at havne i misbrugsproblemer.

Som medlem af Regionalrådet vil Timo og Rene skulle være med til, at træffe beslutning om uddeling af Trygfondens midler til projekter i hele Region Sjælland, men har også indflydelse på udbetaling af medlemsbonus til forsikringstagerne. Den udbetalte bonus i region Sjælland var i 2019 134 mio. dkr. og der blev uddelt ikke mindre end 650 mio. til tryghedsskabende aktiviteter i hele landet.

Kunder i Tryg eller Alka forsikring er medlem af Tryghedsgruppen, det betyder at omkring 50% af alle forsikringstagere har mulighed for at stemme, og på den måde sikre lokale repræsentanter Trygfonden der vil kunne gøre en forskel for Ringsted.

Rene Lund Sørensen. Pressefoto.
Oluf Timo Dybdal Jensen. Pressefoto.