Gør en god gerning, og hjælp med at samle ind til udsatte børn i Syrien. Sådan lyder budskabet, når DR Ramasjang, Ringsted Bibliotek og andre samarbejdspartnere engagerer landets børn i den gode sags tjeneste. Novo Nordisk Fonden donerer et beløb til Danmarks Indsamling for hver gerning, der registreres på godegerninger.nu. Dette oplyser Ringsted Bibliotek i en pressemeddelelse.

Gør en forskel der, hvor du er
Tegn en tegning til de ældre på det lokale plejehjem, saml skrald omkring din skole, eller bag en kage til en, du holder af. Det er opfordringen, når DR Ramasjang, Friluftsrådet, FDF og landets biblioteker samler ind til Danmarks Indsamling 2021 sammen med de yngste danskere – en tilbagevendende hjælpeaktivitet, der hidtil har engageret tusindvis af landets børn.

Frem til Danmarks Indsamling den 6. februar udløser hver god gerning en donation på 20 kroner fra Novo Nordisk Fonden. Pengene går til et Danmarks Indsamling-projekt i Syrien til gavn for coronakrisens børn.

Tiden med corona er generelt svær for mange, og det giver en endnu større mulighed i år for at gøre en forskel for andre i sit lokalmiljø. Og med det aktiverer Ringsted Bibliotek børnene i Ringsted.

”Vi håber at rigtig mange børn vil være med til at gøre en god gerning, og vi står klar til at hjælpe dem med gode råd og idéer”, siger Bolette Barfod, som er børnebibliotekar på Ringsted Bibliotek.

På ringstedbib.dk kan man finde gode idéer og inspiration til, hvordan man gør en god gerning lige uden for sin dør.

Registrer din gode gerning
Hver en god gerning tæller, når den bliver registreret. Det gør du på godegerninger.nu og her kan du også printe dit velfortjente godhedsdiplom. Børn i Ringsted kan være med til at hjælpe børn i Syrien med gode gerninger frem til den 6. februar.

Pressefoto