Rygning, smerter og ondt i livet. 300.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år bliver fra i dag spurgt om, hvordan de har det. Det sker for at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme, oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen ”Hvordan har du det” foretages. Undersøgelsen er den største af sin art, og den vil give et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu.

For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne.

Britta Nielsen, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, siger:

”Sundhedsprofilundersøgelsen er et vigtigt værktøj for os til at følge borgernes sundhed og målrette vores sundhedsindsatser. Hvor mange har eksempelvis en langvarig sygdom, hvor mange ønsker hjælp til at spise sundere, og hvordan ser det ud med alkoholforbruget? I hvor høj grad kommer coronavirus til at have en betydning for resultaterne i Sundhedsprofil 2021?” siger Britta Nielsen.

Resultatet fra den sidste undersøgelse i 2017 viste, at det haltede med danskernes sundhed på flere områder. Bl.a. viste svarene, at over halvdelen af de voksne danskere var overvægtige, og at flere unge var blevet rygere og trivedes dårligt. Undersøgelsen viste også, at jo højere uddannelse, jo bedre sundhed har man – og omvendt.

Svarene har ført til en stribe lokale tiltag, netop dér hvor behovet har været størst.

”Vi håber, at så mange som muligt vil svare på Sundhedsprofilundersøgelsen, for vi bruger den blandt andet også som grundlag for vores sundhedspolitik og øvrige arbejde på sundhedsområdet. I 2017 så vi, at andelen af borgere med en langvarig sygdom var steget både i Ringsted Kommune og på landsplan. Den viden er meget nyttig, så sundhedsvæsenet kan planlægge forebyggelses –og rehabiliteringsindsatserne i kommunerne, opsporing hos egen læge og behandling på hospitalerne. Jo flere der besvarer undersøgelsen, jo mere præcis bliver den, så derfor er vi afhængige af borgernes svar i arbejdet med at tilrettelægge målrettede sundhedsindsatser,” siger Britta Nielsen.

Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2022. Spørgeskemaet er sendt til de 300.000 danskere i deres e-boks eller med postvæsenet.

Om undersøgelsen
Du kan tjekke, om du er udtrukket til at være med i undersøgelsen ved at se, om du har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i din digitale postkasse. Dem, der udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række forskellige præmier.

Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte. Det er frivilligt, om du vil deltage. Spørgeskemaet vil enten komme fra din region eller fra Statens Institut for Folkesundhed. Du kan kende skemaet på, at det hedder ”Hvordan har du det?”

Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor man også kan læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.

Foto: ABW