Styrelsen for Patientsikkerhed har ophævet det midlertidige påbud om forbud mod besøgendes adgang på Knud Lavard Centret. Alle tre plejecentre i Ringsted Kommune er dermed alene omfattet af de almindelige besøgsrestriktioner, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Før jul udstedte Styrelsen for Patientsikkerhed et påbud til Byrådet i Ringsted Kommune om at forbyde besøg på Knud Lavard Centret, da styrelsen vurderede, at det var nødvendigt for at forebygge udbredelse af Covid-19. Mandag den 15. februar har Styrelsen for Patientsikkerhed ophævet påbuddet.

Ophævelsen af påbuddet kommer efter, at der ved seneste runde af test ikke er fundet nogen beboere eller medarbejdere, der er konstateret smittet med Covid-19.

Benny Christensen, formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget, siger:

”Jeg glæder mig selvfølgelig over, at Styrelsen for Patientsikkerhed har ophævet påbuddet om et midlertidigt besøgsforbud på Knud Lavard Centret, fordi det er et tegn på, at det går den rigtige vej. Der er ikke fundet nogen – hverken beboere eller ansatte – som er konstateret smittet med Covid-19 i den seneste runde af test, og derfor er det dejligt, at vi nu kan gøre besøgsrestriktionerne på Knud Lavard Centret lidt mindre stramme,” siger Benny Christensen og fortsætter:

”Det har været en hård periode for alle – både beboere, pårørende og de ansatte på vores plejecentre – og det vil de nok være lidt endnu. Men alle har forsøgt at tackle restriktioner og de pludselige ændringer med smil på læben og tålmodighed, selv om det ikke altid har været let. Så jeg vil gerne sige tak til alle for parter for at udvise fleksibilitet, så vi sammen kan komme bedst muligt igennem den her tid,” siger Benny Christensen.

Med ophævelsen af det midlertidige påbud på Knud Lavard Centret er alle tre plejecentre i Ringsted Kommune nu blot underlagt de almindelige besøgsrestriktioner.

Pårørende er velkomne til at kontakte personalet på det enkelte plejecenter, hvis de er i tvivl om, hvordan de kan besøge centret.

Foto: ABW