Tirsdag den 2. februar tog borgmester Henrik Hvidesten første spadestik til den nye pavillon på Torvet. Pavillonen er sidste etape i torveprojektet, der over de senere år har skabt et nyt og attraktivt torvemiljø og klimasikret bymidten.

Pavillonen har til formål at skabe et samlingssted på Torvet, der bl.a. giver mulighed for at danne ramme om kulturelle arrangementer og møder for offentligheden. Pavillonen får også et café-område og offentlige toiletter.

Første spadestik var pga. corona-restriktioner begrænset til et meget lille arrangement, hvor kun få deltog.

Borgmester Henrik Hvidesten siger om den nye pavillon:

”Jeg ser frem til, at vi nu får sat arbejdet i gang med sidste etape af torveprojektet, nemlig etablering af den nye pavillon. Jeg er rigtig glad for vores nye torv, og jeg kan se fra mit kontor på Rådhuset, at rigtig mange ringstedere også er glade for Torvet og bruger det aktivt til hygge, leg og samvær. Og jeg er overbevist om, at pavillonen kommer til at give os meget mere af lige præcis hygge, leg og samvær med café-område og muligheder for flere typer aktiviteter – også indendørs aktiviteter, som jo er lidt mere attraktive på denne tid af året.”

Den nye pavillon fuldender Torvet
Den færdige pavillon indrammer Torvet og skaber mere læ på den åbne plads. Pavillonen etableres med store glaspartier, der både bevarer udsigten til Sct. Bendts Kirke og sikrer et flot udkig til Torvet, Rådhuset og kirken fra café-området i Pavillonen. Projektet vil bevare så mange af de eksisterende træer i området som muligt, og træerne vil blive godt beskyttet i byggeperioden.

Når pavillonen står færdig i løbet af efteråret er det samtidig afslutningen på det såkaldte torveprojekt, der har betydet en gennemgående renovering af Torvet både over og under jorden. De omkring 100 år gamle kloakrør under Torvet er blevet opdaterede, så de kan holde i mange år fremover. Torvet er også blevet klimasikret over jorden med de fire bassiner, der kan lede vandet væk fra bymidten i forbindelse med større regnskyl i fremtiden.

Pavillonen kommer til at fuldende Torvet som et attraktivt samlingssted for ringstederne med muligheder for mange forskellige aktiviteter. Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania.

Pressefoto