Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/02/01 til 2021/02/09.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i landejendom – Ellehøj, Høm – Ringsted

kl. 17.25 kom et alarmopkald om brand i hovedhuset på en landejendom i Høm ved Ringsted. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det brændte kraftigt i husets stueetage. Alle personer var selv kommet ud af huset, og brandvæsnet gik i gang med slukningsarbejdet. Branden var opstået i husets stue og blev opdaget, da beboerne efter en kort køretur kom hjem, og så flammer i huset.

Brandvæsnet fik branden under kontrol før den spredte sig, men der skete omfattende brand og sodskader på husets stueplan. Politiet undersøgte brandstedet, hvor der ikke blev fundet noget mistænkeligt. Det var dog ikke muligt at fastslå brandårsagen, så politiets brandefterforskere skal undersøge branden nærmere. Ingen personer kom noget til ved branden.

Tre færdselsuheld på glat vej i Ringsted

Vestmotorvejen
Kl. 17.28 rykkede politiet ud til en personbil, der var forulykket i det vestgående spor på Vestmotorvejen ved Ringsted. Der var tale om en 20-årig kvinde fra Brøndby Strand, der under kørslen havde mistet kontrollen over bilen i det glatte føre på motorvejen. Hun havde derfor påkørt autoværnet og efterfølgende standset i nødsporet. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken, som den 20-årige slap uskadt fra. Hendes bil var fjernet fra motorvejen kl. ca. 18.00, så trafikken igen uhindret kunne passere uheldsstedet.

Kl. 20.05 skete et solouheld på Vestmotorvejen ved Ringsted, da en 54-årig mand fra Herning kørte galt på grund af spejlglat vej. Bilen mistede vejgrebet og kurede ind i autoværnet, hvorefter bilen skred over og ramte autoværnet i den anden side af vejen. Den 54-årige slap fra uheldet med forskrækkelsen og en skadet bil. Autoværnet fik skader på en strækning på ca. 30 meter i højre side og ca. 4 meter i venstre side. Vejdirektoratet blev orienteret om skaderne og sendte en saltvogn til stedet.

Ringstedvej/Vestre Ringvej, Ringsted
Kl. 21.38 stødte to biler sammen i et T-kryds på rute150 – Ringstedvej/Vestre Ringvej i Ringsted. En 46-årig kvinde fra Vordingborg kørte ad Vestre Ringvej mod syd, hvor hun skulle svinge til venstre ad Ringstedvej. Der var glat i krydset, så den 46-åriges bil mistede kortvarigt vejgrebet og skred let ud i forbindelse med svinget. Netop som hun havde fået rettet bilen op, blev den 46-årige påkørt bagfra af en anden bilist, en 24-årig mand fra Ringsted. Den 24-årige havde set, at bilen foran ham skred ud og forsøgte at bremse for den 46-årige. Men på grund af det glatte føre kunne han ikke nå at standse, så de to biler stødte sammen. Det resulterede i, at den 46-åriges bil blev skubbet ned i grøften.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 46-årige og hendes 12-årige søn blev tilset i ambulance. De blev begge taget med til sygehuset til kontrol, men ingen af dem var kommet noget til ved uheldet og kunne senere taget hjem. Politiet optog rapport om uheldet, for at belyse omstændighederne ved sammenstødet.

Glatføreuheld – Kalundborg og Ringsted

Kl. 10.24 søndag formiddag skete et solouheld, hvor en bilist endte i grøften på Gl. Svebøllevej, Svebølle – Kalundborg. Bilisten, en 68-årige mand fra Kalundborg, mistede herredømmet over bilen, da der pludselig lå et tykt lag is på vejen. En å var gået over side breder og det havde forårsaget vand på vejen, som var frosset til is. Bilen skred ud og endte grøften. Den 68-årige blev kørt med ambulance til tjek på sygehuset, men var sluppet uden skader. Politiet orienterede kommunen om den glatte vej, og de ville sørge for at sikre vejen.

Kl. 04.35 tidligt mandag morgen kørte en 19-årig kvinde fra Ringsted galt på Gørlev Landevej i Høng – Kalundborg på grund af glat vej. Bilen mistede vejgrebet og endte i grøften ved en mark. Den 19-årige bilist var uskadt, men bilen kunne ikke køre videre. En patrulje kørte frem og fik påsat minestrimmel på bilen. Kvinden var chokeret oven på episoden, men patruljen tog sig af hende og gav hende et lift på arbejde.

Kl. 05.51 mandag morgen anmeldte en 27-årig mand fra Greve, at han var kørt galt i sin bil på Vestmotorvejen ved Ringsted, hvor han var skredet ind i autoværnet i midterrabatten grundet glat føre. En forbipasserende bilist tog den 27-årige med på skadestuen til tjek, men han var ikke kommet til skade ved uheldet. Der kom buler i autoværn og i bilen, og en skiltevogn blev sendt til stedet for at lede trafikken uden om den havarerede bil indtil den blev fjernet af autohjælp.

Glatføreuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 09.34 skete et solouheld på Vestmotorvejen i østgående retning. En 28-årig mand fra Slagelse kørte over isglat vej, hvor bilen mistede vejgrebet og skred ud og påkørte midterrabatten. Den 28-årig kom ikke noget til ved uheldet, men bilen kunne ikke køre fra stedet og blev hentet af vejhjælp. Politiet underrettede vejdirektoratet om skaderne på midterrabatten og registrerede uheldet.

Vintervejret fører til andre politiopgaver – Stevns, Køge, Roskilde og Ringsted

Dagens døgnrapport bærer præg af de mange opgaver, som politiet oplever, når vi får sne og vintervejr. Glatføreuheld, børn på tynd is, unge som laver bilræs og “drifter” i sneen på parkeringspladser og drengestreger i form af sneboldskast.

Narkofund – Hf. Virkelyst, Ringsted

Kl. 12.15 var politiet i haveforeningen på en opgave, da betjentene blev opmærksomme på to mænd som gik i området. Betjentene fandt mændene mistænkelige og havde grundlag for at undersøge dem nærmere. De to mænd, på 32 år fra Ringsted og 55 år uden fast bopæl i København, blev visiteret, hvor politiet fandt en større mængde hash på den 55-årige. Politiet opgjorde senere det samlede fund til: 150 gram hash, 199 g cannabisbolcher, 35 gram cannabismør, 28 gram cannabischokolade, 28 gram marihuana og 6 ml cannabisolie. Betjentene beslaglagde hashen med henblik på konfiskation, og sigtede den 55-årige for narkobesiddelse. Efter afhøringen fik de to mænd lov til at gå, men den 55-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Spirituskørsel – Haslevvej, Sneslev, Ringsted

Kl. 14.50 anmeldte en mandlig bilist, at en forankørende, kvindelig bilist kørte usikkert og slingrende ad Haslevvej i nordlig retning, hvorfor den mandlige bilist formodede, at kvinden kunne være påvirket af spiritus under kørslen. Politiet fik løbende meldinger om kørslen og kunne i Sneslev få kontakt til bilisten, som viste sig at være en 57-årig kvinde fra Fakse Ladeplads. En alkometertest indikerede, at hun var påvirket af spiritus under kørslen, så hun blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Hun vil senere høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Indbrud i Perioden