Allindelille Friskole er en mindre friskole i stadig rivende udvikling beliggende nær Ringsted i naturskønne omgivelser. Her vægter de fællesskab og dannelse som en naturlig del af hverdagen og en forudsætning for at kunne lære og udvikle sig som menneske. Og netop nu søger de en ny lærer.

Der er ca. 165 børn fra 0. – 9. klasse på et spor, og deres klassestørrelser er ikke højere end 20 elever pr. klasse, da der skal være tid og plads til den enkelte elev. Du kan læse mere om skolen her.

De ønsker en udadvendt og rummelig kollega til deres indskoling/mellemtrin, der skal være klasselærer og kan sætte sit personlige præg på matematikfaget. Derudover kunne en kombination være fag som dansk, engelsk, idræt eller N/T og F/K. Men du vil indgå i den øvrige fagfordeling sammen med resten af kollegerne.

Du har en anerkendende tilgang til elever og skole, og du ser muligheder frem for begrænsninger. De forventer, at du kan se dig selv i deres værdigrundlag, og at du vil indgå i et forpligtende og tæt samarbejde med alle parter.

De tilbyder en dejlig arbejdsplads med masser af engagement, udfordringer og plads til initiativer i en hverdag, der er præget af at møde og blive mødt med kærlig respekt.

På skolen starter man dagen med morgensamling, hvor hele skolen mødes, da det er deres overbevisning, at fællesskab, fællessang og fortælling er afgørende for dannelse og udvikling. Det er en vigtig tradition, som de værner om og sætter stor pris på.

Der er tale om en fuldtidsstilling med gode løn- og arbejdsvilkår. Ansættelse i øvrigt i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og LC. Ansættelse pr. 1. august 2019. Du kan aftale et besøg på skolen ved at ringe til skoleleder Joachim Grubbe på tlf. 42772211.

Ansøgning, CV og relevante bilag sendes på e-mail til kontor@allindelille-friskole.dk.

Sidste frist for ansøgning er torsdag den 2. maj kl. 12:00 – samtaler afholdes onsdag eller torsdag i uge 19.

Foto: Allindelille Friskole