Når startskuddet lyder til Københavns Maraton søndag d. 10. maj, bliver det med et helt særligt formål for den lokale løber Anette Fog fra Ringsted. Hun har nemlig valgt at løbe maraton til fordel for foreningen MindMyAngel, som støtter forældre, der mister et barn før, under eller kort efter fødslen.
Et løb, der giver noget igen
Til daglig løber Anette Fog i RIMO, men denne gang handler løbet ikke kun om kilometertider og personlige præstationer, selvom hun har løbet over 100 halvmaraton, 55 maraton og et enkelt ultraløb. Anette snører sjældent løbeskoene for at løbe en tur alene, for løbefællesskabet og det at kunne dele løbeglæden med andre motiverer hende meget.
“Jeg har sagt ja til at løbe for MindMyAngel, fordi jeg har pårørende i min omgangskreds, som har oplevet at miste et barn. Det sætter sig i én – også som ven eller familie,” fortæller Anette Fog.
For hende giver det ekstra motivation at kunne bruge sin sport til noget, der rækker ud over hende selv.
“Det giver enormt meget mening for mig at løbe for en god sag. Når det bliver hårdt undervejs, ved jeg, hvorfor jeg er der. Hvis mit løb kan være med til at skabe opmærksomhed og støtte til forældre i deres allersværeste tid, så er det det hele værd,” siger hun.
Synlighed om et sårbart emne
MindMyAngel er en non-profit forening, hvor frivillige omsyer donerede brudekjoler til svøb, nøddåbskjoler og kisteindsatser, så forældre kan tage en smuk og værdig afsked med deres barn. Foreningen tilbyder samarbejde med fødesteder i hele landet, og alle tilbud til forældre er gratis.
Bestyrelsesmedlem i MindMyAngel, Bodil Brøndum Kirkelykke, er glad og taknemmelig for Anettes engagement.
“Når nogen vælger at bruge deres tid og kræfter på at støtte MindMyAngel, betyder det utroligt meget for os. Anettes deltagelse i maratonløbet er med til både at skabe synlighed og åbne samtalen om et meget sårbart emne, som stadig kan være svært at tale om,” siger hun.
Hun understreger, at opbakning – både økonomisk og menneskeligt – gør en konkret forskel.
“Vi kan ikke tage sorgen fra forældrene, men vi kan være med til at anerkende barnets liv og støtte familierne i afskeden og den videre sorgproces. Derfor er vi dybt taknemmelige, når lokale kræfter som Anette vælger at løbe for vores sag,” siger Bodil Brøndum Kirkelykke.
Sådan kan du støtte Anettes løb
Har man lyst til at bakke op om Anettes løb for den gode sag, er det muligt at støtte MindMyAngel med en donation. Bidrag kan gives via foreningens MobilePay-nummer 540298, og alle donationer går ubeskåret til arbejdet med at støtte forældre, der mister et spædbarn.




























