Bodholdere søges til populært julemarked i Ringsted Kulturhus den 28. og 29. november 2026

Sidste års julemarked var en stor succes med 2000 besøgende. Julemarkedsudvalget i Ringsted Kulturhus er allerede langt i forberedelserne til dette års julemarked, der afholdes i weekenden den 28. og 29. november i tidsrummet kl 10.00-16.00.

Derfor efterlyses bodholdere blandt brugergrupper, foreninger og privatpersoner, som vil sælge deres selvproducerede produkter fra en bod ved julemarkedet.

Julemarkedsudvalget søger at skabe et marked med et lokalt, bredt sortiment af kunsthåndværk og gerne noget spiseligt. Boderne kan eksempelvis sælge keramik, håndarbejde, træprodukter, julepynt, kunst, juledekorationer, smykker, juletræer, syltetøj, småkager, mandler mv

Der er plads til 24 boder inden for i Kulturhuset og 2 til 3 boder uden for.

Prisen for enkelt bod er 250kr. (2m længde). Hvis man vil have mere plads er man velkommen til at søge om 2 boder.

Udendørs boder er gratis.

Begge dage vil der være musiske indslag, gratis tur med sporvogn og mulighed for at hygge i cafeen med æbleskiver, gløgg, sandwich mm.

I år vil der også være mulighed for børn gratis at deltage i et kreativt værksted.

Julemarkedet arrangeres i samarbejde med Ringsted Kultur, Ringsted Kommune og Støtteforeningen i Ringsted Kulturhus.

Tilmelding for bodholdere og evt. andre aktiviteter:

Tilmelding med beskrivelse af bod eller aktivitet sker ved at skrive til Berit joern_berit@yahoo.dk senest den 1. august 2026.

Julemarkedsudvalget udvælger boder og laver den endelige planlægning af julemarkedet i midten af august. Tilmeldte bodholdere får svar og flere praktiske informationer efterfølgende og inviteres til et planlægningsmøde sidst i oktober.

Spørgsmål besvares ved henvendelse til Berit 20878671.

 

Pressefoto
Del gerne dette