Et nyt morgenmøde skal binde Ringsted Kommune og det lokale erhvervsliv tættere sammen og samtidig give erhvervslivet et indblik i, hvad der aktuelt sker i kommunen.

Borgmester Andreas Karlsen inviterer nu på vegne af Ringsted Kommune store som små virksomheder til ”Morgenmøde med borgmesteren”.

Morgenmødet er et nyt fast tiltag, der skal bringe kommunen og Ringsteds lokale erhvervsliv endnu tættere på hinanden.

Andreas Karlsen forklarer, at Ringsted Kommune ønsker et større kendskab til de lokale virksomheder og deres hverdag og vil samtidig skabe større transparens og styrke tilliden mellem kommune og erhvervsliv. Det skal være med til at skabe et godt erhvervsklima, hvor virksomhederne har lyst til at være, udvikle sig og bidrage.

– Ved morgenmødet vil jeg og relevante medarbejdere give en orientering om, hvad der aktuelt rører sig i kommunen og på det politiske niveau. Samtidig får virksomhederne mulighed for at give deres holdninger til kende, stille spørgsmål og komme med input. De skal opleve en kommune i øjenhøjde, som gerne vil og prioritere det lokale erhvervsliv, siger Andreas Karlsen.

Store som små virksomheder er velkomne

Håbet er, at lokale virksomheder på tværs af brancher og størrelser vil deltage.

– Det er vigtigt for mig som borgmester at have en tæt dialog med vores lokale virksomheder og en følelse af, at vi er sammen om at skabe de bedste rammer for erhvervslivet i Ringsted Kommune. Jeg tror på, at det at mødes fysisk styrker relationerne og forståelsen mellem kommune og erhvervsliv, siger Andreas Karlsen.

Det første morgenmøde bliver holdt den 20. oktober. Ud over borgmesteren vil deltagerne møde kommunaldirektør Kasper Sonne, teknisk direktør Maria Cathrine Nielsen, chef for Center for Klima og Vækst Diddi Maja Thiemann og erhvervskonsulent Pernille Krogh fra Ringsted Erhverv.

Program for morgenmødet:

Kl. 08.30 Ankomst, morgenkaffe og velkomst ved borgmester Andreas Karlsen
Kl. 08.40 DI’s erhvervsklimamåling
Kl. 08.50 Erhvervsstrategien – proces og dialog
Kl. 09.00 Aktuelt fra kommunen, herunder budget
Kl. 09.10 Dialog med virksomhederne
Kl. 09.30 Tak for i dag

Fakta om morgenmødet:

 

Pressefoto

Dato: 20-10-2026
Sted: Byrådssalen, Rådhuset

Del gerne dette