Ringsted Bibliotek og Ringsteds folkeskoler sætter som altid fokus på ordblindhed i uge 40 med en række forskellige arrangementer og aktiviteter for både børn og voksne, der selv er ordblinde eller er pårørende til ordblinde.
Fra den 28. september til den 4. oktober er det international ordblindeuge, og mange biblioteker i hele landet sætter i denne uge særlig opmærksomhed på ordblindhed og de udfordringer, mange kan stå overfor.
I Danmark er der mere end 400.000 personer, der lever med ordblindhed, men desværre får langt fra alle den nødvendige hjælp og støtte. Denne uge kan du på Ringsted Bibliotek opleve de mange muligheder, der findes for børn, unge og voksne med ordblindhed og for deres familier og læringsfællesskaber.
Apps og AppWriter
Tirsdag den 29. september kan ordblinde elever i Ringsted Kommune blive klogere på de mange apps, der kan hjælpe, hvis man har svært ved at læse og skrive. Det er IT konsulent Emil Zeuthen fra Skolecentret og læsevejleder Louise Pryning fra Søholmskolen, der viser de smarte apps til brug i hjem og skole.
For alle, der vil vide mere om digitale hjælpemidler, holder biblioteket åbent hus onsdag den 30. september, hvor læsekonsulenter fra Center for Specialundervisning i Slagelse viser, hvordan apps kan læse tekst højt, skrive det, man siger, og læse et billede af en tekst op. De rådgiver også om hjælpemidler, undervisning og ansøgninger. Tag din telefon med, så prøver vi det sammen.
Sammen med læsevejlederne Karin Juul fra Valdemarskolen og Emmeline Bolø fra Byskovskoen, tilbyder biblioteket også hands-on-kurser i basal brug af AppWriter, både den 30. september og den 1. oktober. Her får du som forælder indblik i, hvordan dit barn bruger værktøjet i skolen, og hvordan du kan støtte derhjemme. Kurset er for elever med ordblindhed fra 3. klasse og opefter og deres forældre.
Er du voksen og måske ordblind?
Har du altid skullet knokle lidt mere end de andre, når det kom til at læse, stave og skrive? Torsdag den 1. oktober holder VUC oplæg om, hvad ordblindhed er, hvordan man kan blive testet, og hvilke undervisningstilbud og hjælpemidler der findes for ordblinde voksne.
Rollemodeller og Ordblindedagen
Ugen byder desuden på en række arrangementer for kommunens skoler. Elever i 5.-9. klasse kan blive AppWriter-rollemodeller og lære fra sig til andre elever med ordblindhed.
Lærere og ledere kan høre oplægget “Dysleksivenlig skole” ved Dansk som Andetsprogs- og ordblindelærer Line Falkenberg Lorentzen.
Torsdag den 1. oktober holder biblioteket og Ringsteds læsevejledere Ordblindedagen for ordblinde elever på mellemtrinnet og i udskolingen, hvor eleverne først netværker gennem forskellige aktiviteter, inden de møder Mikkel Rugholm. Mikkel Rugholm er innovationsingeniør, entertainer, tryllekunstner og stolt ordblind. Han deler erfaringer, tips og tricks og viser, hvordan ordblindhed også kan være en styrke. Skolearrangementerne kræver tilmelding gennem skolens læsevejleder.
Praktisk information
Alle arrangementer er gratis. Åbent hus med apps kræver ingen tilmelding, mens AppWriter-kurserne og VUC’s oplæg kræver tilmelding på ringstedbib.dk. Enkelte arrangementer kræver tilmelding til egen læsevejleder. Oplægget ”Dysleksivenlig skole” er for Ringsted Kommunes folkeskoler.

Dato: 28-09-2026 til 04-10-2026
Sted: Ringsted Bibliotek
























