Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Fremtidens arbejdskraft

marts 22 15:30 -19:00

Konference med spot på fremtidens arbejdskraft

Mød op og få inspiration fra Dansk Industri, Ingeniørforeningen og lokale og regionale uddannelsesinstitutioner, når Ringsted Erhvervsforum og Ringsted Kommune sætter spot på, hvordan virksomhederne kan ruste sig til kampen om fremtidens kvalificerede medarbejdere.

De seneste år er det blevet vanskeligere at rekruttere de rette medarbejdere i nogle brancher. Og over de næste 5-10 år forudsiges det, at der bliver mangel på medarbejdere med videregående uddannelser og med faglært baggrund. Den udfordring vil Ringsted Erhvervsforum og Ringsted Kommune bringe virksomhederne på forkant med. Derfor arrangerer de konferencen ”Fremtidens kvalificerede medarbejdere” i Ringsted Kongrescenter onsdag den 22. marts 2017.

”Som virksomheder kan vi simpelthen ikke bare læne os tilbage og gøre som vi plejer. Der skal arbejdes målrettet med at brande virksomhedens navn overfor kommende medarbejdere, og det kan være nødvendigt at gentænke hele virksomhedens strategi for rekruttering og fx tage nye kanaler i brug. Det er bare noget af det, man kan få inspiration til på konferencen”,
siger Benny Smith, der er bestyrelsesmedlem i Ringsted Erhvervsforum og direktør i Ringsted-virksomheden Watson-Marlow Flexicon A/S.

Udfordringer og løsninger
På konferencen vil Dansk Industri og Ingeniørforeningen give hver sit bud på, hvilke udfordringer virksomhederne står i lige nu og ser frem mod, når det gælder om at rekruttere, fastholde og udvikle den bedste arbejdskraft. Og vidensbanken for erhvervsudvikling REG LAB, erhvervsskolen Zealand Business School og Knowledge Hub Zealand – det nye uddannelsesmiljø i Region Sjælland – vil hver især komme med konkrete idéer til strategier og løsninger på udfordringen med at tiltrække arbejdskraft.

”Som kommune er vi interesserede i, at de lokale virksomheder er konkurrencedygtige og ikke bliver bremset i deres muligheder for vækst. Og adgangen til de bedste medarbejdere er en helt afgørende faktor for det. Derfor har vi bl.a. fokus på, at der skal være attraktive uddannelsesmuligheder tæt på Ringsted og mulighederne for bosætning og pendling skal være i top. Det skal altså stå helt klart for virksomhederne, at Ringsted er et godt udgangspunkt for kampen om fremtidens kvalificerede arbejdskraft”,
siger borgmester Henrik Hvidesten.

Nyeste viden og hjælp videre
På konferencen vil der være særligt fokus på industri-og produktionsvirksomheder, men alle brancher og interesserede er velkomne til at komme og få den nyeste viden og gode idéer til, hvordan de kan arbejde strategisk med rekrutteringen af fremtidens kvalificerede medarbejdere. Ligeledes er virksomhedernes offentlige og private samarbejdspartnere i indsatsen for at rekruttere og fastholde den kvalificerede arbejdskraft også meget velkomne.

Ud over selve konferencen er der også mulighed for at komme i dialog med uddannelsesinstitutioner og samarbejdspartnere, der kan formidle kontakten til din virksomheds næste medarbejdere.

Program og tilmelding til konferencen: https://ringsted.nemtilmeld.dk/140.

Detaljer

Dato:
marts 22
Tidspunkt:
15:30 -19:00

Sted

Ringsted Kongrescenter
Nørretorv 55
Ringsted, 4100
+ Google Map
Hjemmeside:
http://www.ringstedkongrescenter.dk/