Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Kom på Københavnertur

maj 20 09:00 -18:00

Ringsted Museumsforening inviterer på Københavnertur. Lørdag den 20. maj 2017 kl. 9.00 afgår bussen fra Ringsted Museum og Arkiv, Køgevej 41 – tilmelding nødvendig.

På vejen ind mod København kan man fra bussen holde øje med, hvor langt de er nået med Køge-Ringstedbanen. I København kører vi direkte til Rosenborg Slot for en guidet omvisning – og senere på dagen går turen til Nationalmuseet for at se deres Danefæudstilling.

Rosenborg Slot
Rosenborg Slot fremstår i dag med sine høje tårne og sit røde, sandstensornamenterede murværk som en fornem repræsentant for Christian den 4.s mange bygningsværker, helstøbt trods mange ændringer undervejs. Christian den 4. havde en stor indsigt i arkitektur og gik op i sine byggerier med liv og sjæl.

Slottet startede beskedent som en lille eremitage, men i løbet af 28 år undergik det fire byggefaser og stod færdigt i 1633 som det slot, vi kender i dag. Christian 4. elskede at opholde sig på slottet, der blev hans yndlingsslot. Kærligheden til slottet var så stor, at han som døende på Frederiksborg befalede, at han skulle transporteres på slæde til Rosenborg for at ende sine dage. Det skete i kongens sovegemak.

Før omvisningen drikkes medbragt kaffe – og efter omvisningen er der frokost på Restaurant Lynetten på toppen af Amager. Forplejning er inkluderet i prisen.

Nationalmuseets danefæudstilling
Efter frokost besøger vi Nationalmuseets danefæudstilling, som viser alle de fantastiske genstande som de dygtige metaldetektorfolk har fundet i 2016.

Der er aldrig fundet så meget danefæ som i disse år. Flere og flere går på jagt efter fortidens skatte i det danske landskab og de finder dem på marker, i moser og i tørvegrave – eller sågar hjemme på egen matrikel. På udstillingen kan man se særligt udvalgte danefæ fra de seneste år. Fra to tonstunge sten med runer og helleristninger til op mod hundrede af de bittesmå dragtspænder, som kaldes fibulaer.

Man kan selv gå på danfæ-jagt i udstillingen. Blive smittet af findernes begejstring og suge til sig af den viden, som forskerne får ud af de mange spændende fund.

Historier om Danmark har støttet formidlingen af Årets danefæ, så man kan bevæge sig ud på et danmarkskort bevæbnet med metaldetektor. Her kan man gå på jagt sammen med udvalgte findere og høre, hvad de oplevede, da de fandt et stykke danefæ.

Det vil mod egenbetaling være muligt at besøge museets andre afdelinger og udstillinger.

Før hjemturen serveres der igen en dejlig kop kaffe.

Hjemkomst senest kl. 18.00 på Køgevej 41.

Der er begrænset antal pladser til turen. Prisen er incl. transport, entré, guidet rundvisning, frokost samt 2 * kaffe og kage. Medlemmer af Ringsted Museumsforening: 500 kr. Ikke-medlemmer: 600 kr.

Tilmelding senest torsdag den 4. maj kl. 12.00 på tlf. 5943 2353 eller mail ringsted@vestmuseum.dk.

Ringsted Museumsforening
Ringsted Museumsforening er en støtteforening for Ringsted Museum og Arkiv. Selvom museet nu er en del af Museum Vestsjælland er det vigtigt at have en god kontakt til lokalsamfundet. Museumsforeningen hjælper Ringsted Museum på mange forskellige måder; praktisk, økonomisk – og altså også med at arrangere to årlige udflugter.

Medlemmerne får forskellige fordele, blandt andet gratis adgang på alle afdelinger af Museum Vestsjælland.

Detaljer

Dato:
maj 20
Tidspunkt:
09:00 -18:00