Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Valdemarsdag: Dannebrogs 800-års jubilæum

juni 15 09:00

Lørdag den 15. juni inviterer Ringsted Sogn, Danmarks-samfundet og Ringsted Museum & Arkiv/Museum Vestsjælland til en festlig markering af 800-året for Dannebrog som nationalfane.

Sagnet fortæller, at Dannebrog faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (Tallinn), Estland den 15. juni 1219. Kong Valdemar Sejr vandt slaget og hjemførte fanen i triumf. I dag hviler Valdemar Sejr i Sct. Bendts Kirke.

Danskerne har generelt et meget nært forhold til flaget, der bruges både på flagstænger, på juletræet, på fødselsdagskagen og ved sportskampe. Så på 800-årsdagen for Dannebrog er det vel meget passende at festligholde vores flag? Det mener i hvert fald Ringsted Sogn, Danmarks-samfundet og Ringsted Museum & Arkiv/Museum Vestsjælland. Sammen har de arrangeret en festlig markering af flagets jubilæum på Valdemarsdag den 15. juni.

Rød/hvide farver præger dagen
Dagen starter med, at Dannebrog går til tops i kirkens store flagstang. Derefter samles man til morgenkaffe og morgensang i Sognegården, og på programmet står vor nationale sangskat.

Dagens højdepunkt er den store festgudstjeneste. Kirkegængerne gør entré til kirken gennem en smuk æresport af faner, der bæres frem af byens foreninger: Ringsted Fugleskydningsselskab, Odd Fellow-logen, Vægterne, Sct. Knudsgildet, Sct. Georgsgildet, FDF Ringsted, spejdergruppen 3. Valdemar Sejr, Garderforeningen, Forsvarsbrødrene, Gymnastikafdelingen Benløse Idrætsforening, Konservativ Ungdom og Politihjemmeværnet har alle meldt deres ankomst. Også Ringsted Kommunes fane kommer på visit fra sin vanlige plads i Byrådssalen. Kirkegængerne er velkomne til selv at tage flag med.

Gudstjenesten forestås af sognepræst Otto Lundsgaard, prominente talere får ordet undervejs, Sct. Bendts Kirkes kor synger ”I Danmark er jeg født”, og vi får lejlighed til at synge med på de gode salmer, der hylder Dannebrog.

Vær opmærksom på, at den runde parkeringsplads ved kirkens hovedindgang er afspærret i dagens anledning, så kom i god tid og benyt parkeringspladsen på Ole Hansens Vej.

Ringsted Morskabskloster
Efter gudstjenesten bliver der lejlighed til at opleve Ringsted Morskabskloster opføre énakteren Dannebrog & Slaget ved Lyndanisse. Morskabsklosteret (Rasmus Thorup og Kim Andersen) er berygtede for deres vanvittige opførelser af højdepunkter fra Danmarkshistorien, scenen udgøres gerne af en vakkelvorn kærre og publikum ligger flade af grin. På forpladsen kan gæsterne også købe sig en middelalderlig frokostmenu.

Gå på opdagelse i Sct. Bendts Kirke
”I middelalderen var man meget overbevist om, at Gud og hans helgener kunne sende tegn til menneskene på jorden. Tit i form af mirakler. Overalt i Europa viste der sig på den tid lysende kors på himlen som tegn på, at Gud var på de kristne hæres side,” fortæller historiker Anette Månsson fra Museum Vestsjælland. Der er mange historier knyttet til den danske fane, og på jubilæumsdagen vil Mogens Larsen, lokal kontakt-person for Danmarkssamfundet og Anette Månsson fortælle om dem og om kongegravene i Sct. Bendts Kirke.

På grund af bryllup slutter aktiviteterne inde i kirken kl. 12.30

Middelalderfilm på storskærm
Dagens sidste jubilæumsaktivitet bliver middelalderfilm på storskærm. Det bliver filmen Robin Hood, der udspiller sig i 1200-tallets England – altså samtidigt med danskernes slag i Estland.

Program:
Ændringer kan forekomme
9.00 Hejsning af Sct. Bendts Kirkes flag
Efterfølgende morgenkaffe og morgensang i Sognegården. Alle er velkomne.

9.45 Festlig faneport foran kirkens indgang ved Danmarkssamfundet og byens foreninger

10.00-11.30: Festgudstjeneste
Faneborg i kirken
Festtaler ved:
Borgmester Henrik Hvidesten,
DanmarksSamfundets lokale kontaktperson Mogens Larsen
Menighedsrådsformand Per Rasmussen

11.30-13.00: Aktiviteter på forpladsen og i kirken (Kirken lukkes dog 12.30)
Løjer ved Ringsted Morskabskloster
Middelalder-frokost til salg
Fortællinger om Dannebrog & Valdemarerne

13.00: Middelalderfilm Robin Hood på storskærm på Torvet

Detaljer

Dato:
juni 15
Tidspunkt:
09:00

Sted

Sct. Bendts Kirke
Sct. Bendtsgade 9
Ringsted, 4100 Danmark
+ Google Maps