Fang din by er en fotokonkurrence, der er arrangeret af Danske Arkitektur Center, hvor det handler om at engagere danskerne i deres byer. Initiativet skal få flere til at få øjnene op for arkitekturen i byen og for, hvordan arkitektur sætter rammerne for vores hverdagsliv. I år blev der indsendt 4.400 fotografier fra danskere i hele landet.

“Fotografierne bærer præg af, at samfundsperspektivet er med i dem alle sammen. Det er det udgangspunkt, vi har haft: at de skulle sige noget om, hvor vi er som samfund, og hvordan vi lever lige nu i den her lidt specielle tid. Vi har kigget på fotografierne – ikke kun med fritidsbrillerne, hvor det handler meget om, hvad man render og laver for sjov – men også med et alvorselement, da fotografierne i år også selv har haft et mere alvorligt perspektiv,” fortæller jurymedlem og street- og arkitekturfotograf Dennis Skyum.

På den digitale kunstvæg i biblioteksrummet på Ringsted Bibliotek kan du se 24 udvalgte fotografier fra fotokonkurrencen Fang din by – bl.a. konkurrencens 6 vinderbilleder. Udstillingen kan opleves fra mandag den 21. juni og frem til mandag den 16. august.

Foto: Nina Horne – Den røde cykel i Dragør