Ejendomsfunktionærer fra tre store boligselskaber i Ringsted bliver nu opkvalificeret til at kunne guide borgere i at finde relevante fællesskaber i byen.
Fællesskabet i Ringsted Kommune vokser lige nu, for nye boligselskaber har meldt sig til at snakke med deres beboere om, hvordan de kan udvide deres netværk.
Derfor har 15 ejendomsfunktionærer i Andelsboligforeningen 1941 netop afsluttet et kursus og er nu klar til at fungere som vejvisere for Fællesskabsby Ringsted.
– Jeg glæder mig over, at vi nu kan vejvise til Fællesskabsby. På den måde kan vi hjælpe beboere med viden om, hvor de kan gå hen for at få overblik, eller hvor de kan søge støtte og vejledning i forhold til at blive en del af et fællesskab, fortæller Lars Hammergren, Ejendomsfunktionær i Andelsboligforeningen 1941.
I juli modtog Fællesskabsby en ny bevilling fra Nordea-fonden, som sikrer, at initiativet kan fortsætte frem til juli 2027. I den forbindelse er flere boligselskaber blevet en del af Fællesskabsby Ringsted.
I de kommende måneder vil også ejendomsfunktionærerne i Boligselskabet Sjælland blive uddannet til at spille en vejvisende rolle for beboerne i deres boligafdelinger. Det betyder, at 62 almene boligafdelinger med samlet 4.800 boliger og cirka 7.000 beboere vil få større fokus på mental trivsel. Ejendomsfunktionærerne vil støtte beboere med sparsomt netværk med at finde et fællesskab blandt Ringsteds mange foreninger og aktiviteter.
Kan bruge Fællesskabsby i støttearbejde
Mange mennesker ønsker at komme mere ud og møde andre. Men for mange er det første skridt svært. Her kan en venlig opfordring og en hjælpende hånd være afgørende.
– Vi har kontakt med mange beboere og møder mange, som godt kunne have brug for at blive en del af et fællesskab for derigennem at få et større netværk. Det er supergodt, at vi kan bruge Fællesskabsby i vores arbejde og nævne muligheden for støtte og vejledning til de beboere, vi taler med, siger Lars Hammergren.
Ejendomsfunktionærerne møder mange beboere og har en god mulighed for at tage en snak med dem om deres situation. Ofte ved de, hvis nogen sidder alene, ikke får besøg eller har oplevet livsændrende begivenheder, der har mindsket deres netværk.
Erfaringerne fra opstarten af Fællesskabsby-initiativet viser, at ejendomsfunktionærerne i Ringsted Almene Boligselskab (RAB) har oplevet øget arbejdsglæde ved at kunne hjælpe beboere med at finde fællesskaber.
I Andelsboligforeningen 1941 glæder de sig også til at få redskaber og viden, der gør det lettere at komme i dialog med beboerne omkring deres livssituation.
– Fællesskabsby er et interessant og relevant koncept. Det handler for os om at formidle for eksempel muligheden for at tale med Fællesskabsguiden til vores mange beboere. Fællesskabsby gør det nemmere for beboerne at finde de aktiviteter og fællesskaber, der findes i deres nærområde. Det er helt klart en indsats, som vi kommer til at vende løbende på vores personalemøder for at sikre, at vejvisning er noget, vi får prioriteret i vores daglige arbejde, siger Morten Kallehauge, Driftschef i Andelsboligforeningen 1941.
