Hvordan kan børnesagsakter hjælpe tidligere anbragte med at forstå deres egen historie? På Ringsted Bibliotek kan du onsdag den 6. november høre om Danmarks Forsorgsmuseums arbejde for at sikre tidligere anbragtes ret til at finde og læse deres personlige sagsakter.
Hvis du er tidligere eller nuværende anbragt, har du måske spørgsmål om din fortid. Hvem var du dengang? Hvordan blev du beskrevet i dine børnesagsakter? Eller måske interesserer du dig for socialhistorie og vil vide mere om, hvordan livet var for anbragte og socialt udsatte borgere gennem tiden.
Åbner døren til fortiden
Museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen fra Danmarks Forsorgsmuseum fortæller inddragende om projektet ”Retten til egen historie”. Her får tidligere anbragte mulighed for at læse deres egne børnesagsakter – en proces, der for mange åbner døren til en dybere forståelse af deres fortid og hjælper dem med at finde svar på spørgsmål, de måske har båret med sig hele livet.
At læse sine børnesagsakter kan være følelsesmæssigt udfordrende, og derfor tilbyder projektet også støtte og vejledning i at forstå indholdet. Museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen vil denne aften dele indsigter om projektets arbejde og de historier, som mange tidligere anbragte nu får mulighed for at genfinde.
I forbindelse med foredraget kan du også opleve fotoudstillingen “Retten til egen historie”, der med stemningsfulde billeder viser livet på danske børnehjem gennem tiden.
Om projektet “Retten til egen historie”
Retten til egen historie er et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Forsorgsmuseum, Københavns Professionshøjskole, Rigsarkivet og TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte. Projektet har til formål at støtte nuværende og tidligere anbragte i at finde deres børnesagsakter og bearbejde de oplysninger, de finder. Projektet er støttet af flere fonde og løber frem til maj 2026.
Praktisk information
Foredraget afholdes på Ringsted Bibliotek onsdag den 6. november kl. 19-21. Billetter kan købes via bibliotekets hjemmeside. Prisen er 55 kroner. Er du medlem af biblioteksklubben KULT, kan du få rabat.