Andreas Karlsen
Folketingskandidat i Ringsted-Sorø Kredsen
Det Konservative Folkeparti

Følg Andreas Karlsen på Facebook 

Lokalpatriot helt ind til benet
I starten af marts 2022 kunne byrådsmedlem og gruppeformand i Ringsted Kommune, Andreas Karlsen meddele, at han stiller op til folketinget for Det Konservative Folkeparti. Han er valgt af de to vælgerforeninger i Ringsted og Sorø, men kan findes på stemmesedlerne i hele Sjællands Storkreds.

Andreas Karlsen, der er uddannet finansøkonom, fortsætter som byrådsmedlem og gruppeformand i Ringsted Byråd, både før og efter det folketingsvalg, som skal finde sted senest den 4. juni 2023.

”Til gengæld vil mit fuldtidsarbejde i banken blive skiftet ud med folketingsarbejdet på Christiansborg, såfremt jeg skulle være så heldig at komme ind,” siger Andreas Karlsen.

Som alle i Ringsted ved er Andreas lokalpatriot helt ind til benet. Han brænder for det lokale erhvervsliv, som er forudsætningen for velfærden, via vækst, arbejdspladser og skatter til kommune og stat. Den konservative gruppe ønsker at Ringsted skal være i top 20 over landets mest erhvervsvenlige kommuner inden 2025. Han har også arbejdet vedholdende for at forbedre vilkårene for det lokale foreningsliv.

Ung, men erfaren
Andreas Karlsen har flere års erfaring som borgmesterkandidat og gruppeformand i Ringsted Byråd, hvor han har forhandlet budgetter på 2,5 milliarder kroner og til dagligt står i spidsen for en stærk og kompetent 6-mandsgruppe.
Folketingskandidaten bor på en lille gård lidt uden for Ringsted sammen med sin kæreste Sofie og deres golden retriever Wilma. 

Frihed for familien og fædrelandet
Familiernes velstand og frihed ligger Andreas Karlsen meget på sinde. Han kæmper for at sænke skatten, så Ringsteds kommuneskat kommer under landsgennemsnittet.

”Det er ikke rimeligt, at en familie i Ringsted Kommune har 5.000-10.000 kr. mindre om året, end hvis de boede i Køge Kommune,” siger han.

Og der er mange penge at hente til skattelettelser, hvis kommunen strammede op. Ringsted Kommune ville f.eks. årligt spare 10 millioner, hvis de var lige så gode til at få indvandrerkvinder i arbejde, som gennemsnittet af Danmarks kommuner er.

”Vi skal på ingen måde acceptere, at medarbejdere bliver truet eller chikaneret af ikke-vestlige mænd i et forsøg på at holde kvinderne i hjemmet, som vi desværre har set flere tilfælde af,” siger Andreas Karlsen.

I en tid, hvor krigen er kommet tæt på Europa, kan vi ikke længere tage vores frihed for givet.

”Jeg holder af vores danske traditioner, og jeg tror på, at vi lever i et helt unikt land, som vi skal passe godt på og værne om. Som politiker er jeg optaget af at gøre Danmark rigere og sikrere med en sund og stærk økonomi,” siger Andreas Karlsen, der som folketingsmedlem skal se på Danmark som en helhed. Men han kommer fortsat til at brænde for sit lokalområde på Midtsjælland. Både Sorø og Ringsted har brug for en stærk lokal stemme på Christiansborg.

Kontakt Andreas Karlsen 

sølvpartner