Hvem kan ikke huske kartoffeltryk fra skoletiden? Enhver formningslærer har utvivlsomt kastet sine elever ud i kartoffeltryk-kunsten, og nu kan I prøve det med hele familien.
Ringsted Museum og Arkiv inviterer til kreativt værksted med scrap-art og kartoffeltryk til dekoration af sin helt egen personlige mulepose med hjemmelavede motiver. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Vi laver selvfølgelig kartoffeltryk i anledningen af, at museet udstiller værker fra den lokale formningslærer Anni Jensen. Hun underviste på Valdemarskolen gennem 20 år og berigede skoledagene med sit farverige tøj – som f.eks. kartoffeltryk på nederdelen.
Bliv inspireret af hendes kreativitet i udstillingen ’Anni Jensen – Fortryllet af papir’.
Kartoffeltryk-værkstedet er åbent tirsdag den 13. og onsdag den 14. oktober, begge dage kl. 10.30-14.00.
Tilmelding er ikke nødvendig. Det er gratis at deltage, når entrebilletten er betalt. Børn under 18 år har gratis entre.
Skattejagt og uhyggelige historier
Kom til en uhyggelig, men også lidt hyggelig aften, hvor børnene skal på skattejagt på museet. Der er otte poster og en præmie. Bagefter er der en uhyggelig historie ved bålet.
Skattejagten
Peter pedel skal forsvare det gamle hus imod Frøken Skygge. Han har besejret hende før, men hvert efterår begynder låsen, der holder hende fanget, at svækkes! Han har brug for de tapre spøgelsesjægers hjælp til at finde nøglen igen, så låsen kan blive låst endnu engang.
Anbefalet aldersgruppe: 3-10 år. Skattejagten er et hyggeligt halloween-arrangement også for de mindste børn. Museet er pyntet op, uden at det bliver alt for uhyggeligt. Efter skattejagten er I velkomne til at blive siddende ved bålet og hygge jer.
For at sikre den bedste oplevelse for alle børn og voksne er det nødvendigt at booke billet på forhånd. Se tider og book billet på Museum Vestsjællands hjemmeside: Museum Vestsjælland – Museum Vestsjælland
Tid: onsdag den 13. oktober med første tid kl. 18, og sidste tid kl. 19.30.
Det er kun muligt at købe billet i døren, hvis der er flere usolgte billetter tilbage.


Dato: 13-10-2026
Sted: Ringsted Museum og Arkiv
























