At vinde guldmedalje til DM i Skills kræver både talent, flid og kreativitet. Og Helena Meyer Reitelseder, der er under uddannelse til konditor ved Danmarks Konditorskole, ZBC Ringsted og i lære ved d’Angleterre har vist, at hun mestrer det hele.
– Jamen altså, det er helt vildt overvældende. Jeg havde ikke forventet det, fordi alle jeg har konkurreret mod er bare sindssygt dygtige. Så ja, jeg er meget overvældet, men også glad og stolt, siger den nybagte Danmarksmester, Helena Meyer Reitelseder umiddelbart efter præmieoverrækkelsen.
Ved DM i Skills har konditoreleverne blandt andet skullet lave petitfours, en desserttallerken, en tærte, chokoladekonfekt og marcipanfigurer. Kronen på værket var en imponerende skulptur, også kaldet et blikfang, udført i sukker, hvor både teknik og æstetik blev sat på prøve.
Alle konditorelever leverede præstationer på et ekstraordinært højt niveau og demonstrerede både håndværksmæssig kunnen, en rolig og sikker hånd, samt kreativ sans gennem hele konkurrencen.
Julie Karnil fra ZBC, træner og uddannelsesleder for konditorerne, fortæller med stolthed i stemmen:
– Jeg brister af stolthed. Det gør jeg virkelig. Det er fantastisk at se de unge mennesker. Jeg ved, at de alle har knoklet og trænet ved siden af deres fuldtidsarbejde, hvor der også bliver stillet høje krav.
Julie fortsætter med at fremhæve niveauet og fortæller:
– Niveauet er exceptionelt højt i år. Det er virkelig talentfulde konditorer, og det gælder alle fire.
Det er også meget passionerede konditorelever, der brænder for deres håndværk. Det kommer også tydeligt frem hos Helena, som afslutter med at fortælle:
– Det er da altid dejligt at blive anerkendt for det, man gør sig så umage med, og det man brænder for. Så det føles da helt sikkert megagodt.
Måske er det konditorer, som vi kommer til at se meget mere til i fremtiden.
Fakta om DM i Skills
Næsten 300 elever dyster i tre dage
Konkurrencen ved DM i Skills samler hvert år landets dygtigste erhvervselever og sætter fokus på faglig stolthed, talent og håndværk på højeste niveau. Næsten 300 unge fra hele landet deltager og kæmper inden for hvert deres fag om titlen som Danmarks bedste.
Fra ZBC har 28 dygtige konkurrenceelever med til mesterskabet i 12 fag. De tog seks guldmedaljer med hjem i uddannelserne: konditor, bager, gourmetslagter, slagter, tjener og urmager.
I årets konditorkonkurrence deltog fire talentfulde konditorelever:
- Clara Juul Præstholm fra La Glace
- Josefine Johansen fra Restaurant Lilleskov Ring
- Laura Golles Andreasen fra Hotel d’Angleterre
- Helena Meyer Reitelseder fra d’Angleterre

Pressefoto



























