Luftballoner i alle regnbuens farver sætter i midten af august deres tydelige præg på himlen over Ringsted, når byen er omdrejningspunkt for Danish International Balloon Fiesta.
Det er dog ikke kun de mange forskelligfarvede luftballoner, som kan opleves – der vil også blive talt en række udenlandske sprog.
– Vi er så glade for, at vi har oplevet stor international opbakning til første udgave af den danske fiesta, fortæller idekvinden Nanna H. Madsen og uddyber:
– Udover de danske ballonhold vil der også være syv tyske hold og seks britiske hold. Ligesom vi har deltagere fra Tjekkiet, Skotland, Østrig, Sverige og USA.
Skruetrækker og enkeltsæder
Blandt de deltagende ballonhold er et tysk med Marcus Strauf i spidsen.
– Han kommer til at flyve i en luftballon, der er formet som en sort og grøn skruetrækker af mærket Wera, griner fiesta-initiativtageren og fortsætter:
– Det er den mest specielle ballon ved fiestaen, men publikum kan også opleve en dualair chair-ballon med plads til to og de såkaldte cloudhoppere, som mere eller mindre er en stol med en gasflaske på ryglænet. Sådan en flyver jeg blandt andet.
Nanna H. Madsen er selv en erfaren luftballonpilot, mor til tre, har fuldtidsarbejde og arrangerer fiestaen på frivillig basis sammen med sin mand Niels Hvid.
Folkefest på jorden
Selv om omdrejningspunktet fra Danish International Balloon Fiesta er de mange smukke farverige balloner, så bliver der også gang i den for store og små på landjorden.
Fiesta-pladsen byder blandt meget andet på tivoli med trampoliner og hoppeborg samt mulighed for at komme helt tæt på livet i og med en luftballon
– Gæsterne kan komme helt tæt på ballonpiloternes udstyr og luftballonernes historie. Ligesom de kan prøve at flyve med en modelballon eller komme på flyvning med VR-briller på, fortæller arrangøren.
Oplevelserne på og omkring pladsen venter både indendørs og udenfor, så de kan tilpasses, hvis sommervejret mod forventning skulle drille.
Pladsen byder også på madområde med foodtrucks og barvogne, ligesom der er mulighed for at spille minigolf og discgolf eller tegne og male.
– Fiestaen er og skal være en oplevelse for hele familien, hvor luftballonerne blot er flødeskum på toppen af kagen, slutter Nanna H. Madsen.




























