Børn og voksne kan blive klar til at redde liv, hvis de bliver vidne til et hjertestop, når den lokale afdeling af Hjerteforeningen tilbyder gratis undervisning i livreddende førstehjælp på biblioteket.
Hvert år rammes ca. 5.000 mennesker i Danmark af hjertestop uden for et hospital. Det svarer til ca. 14 om dagen. Bliver man vidne til et hjertestop, er det vigtigt at træde til med livredende hjælp, da det kan redde liv.
På Ringsted Bibliotek kan man torsdag den 15. oktober lære at give hjerte-lunge-redning og bruge en hjertestarter. Søren Hansen fra Hjerteforeningens lokalafdeling i Ringsted står for undervisningen, som foregår på to hold henholdsvis kl. 11.00 og 13.00.
Dagen og kurserne er både for børn og voksne.
Hjertestarterdagen
Dagen efter – den 16. oktober – er det national hjertestarterdag. Dagen bliver markeret landet over hver år og minder alle danskere om, at man kan redde liv ved hjertestop, hvis man træder til med hjerte-lunge-redning.
Praktisk information
På biblioteket er der to kurser i livreddende førstehjælp torsdag den 15. oktober. Det er kl. 11.00 og 13.00, og der er ingen tilmelding. Du dukker bare op, hvis du vil være med.

Dato: 15-10-2026
Sted: Ringsted Bibliotek
























