Torsdag den 25. juni dimitterede HHX- og HTX-eleverne fra ZBC i Ringsted med taler, legater, studenterhuer og en borgmester, der selv har gået på skolen.

Mikkel Handberg Holm stod med studenterhuen på hovedet, eksamensbeviset i hånden og flere legater som en synlig anerkendelse af de tre år, han nu havde lagt bag sig på HTX i Teknologi og Design.

Alligevel skulle det hele lige lande.

– Helt til at starte med er det bare fuldstændig surrealistisk. Jeg står lidt med huen på hovedet og tænker: Er det egentlig min, jeg har? Så man skal lige samle det op og tage det ind, siger Mikkel Handberg Holm.

For Mikkel Handberg Holm blev dimissionen også en dag, hvor skolens anerkendelse fyldte. Ikke kun for det faglige arbejde, men også for det engagement, han har lagt i livet omkring skolen.

– At sidde derinde til dimissionen var fuldstændig mindblowing. Talerne var fantastiske. Jeg måtte også lige tage et øjeblik, kigge ned i jorden og samle mig sammen. Ellers var jeg også begyndt at hyle. Det er fedt, at skolen lægger mærke til alt det arbejde, man putter ind i det, siger Mikkel Handberg Holm.

Tre år med mere end fag

For flere af eleverne handlede dagen ikke kun om at få huen på. Den handlede også om at sige farvel til en hverdag, hvor klassekammerater, projekter og fællesskab har fyldt meget.

Det gælder blandt andre Carlos Øzdemir, der også dimitterede fra HTX.

– Det er en fed følelse. Man kan godt mærke de sidste par dage, at de er fyldt med spænding hos alle. Der er en masse følelser, glæde, og man kommer også til at savne klassen. Men det begynder at komme mere og mere nu, den der glæde, siger Carlos Øzdemir.

Efter tre år på ZBC i Ringsted ser han ikke afslutningen som et endeligt farvel til alle dem, han har gået sammen med.

– Jeg tror ikke, det er alle, man siger farvel til. Jeg tror, der er mange, hvor det også er på gensyn på et eller andet tidspunkt. Det er altid en underlig følelse at sige tak for nu, men jeg tænker helt klart, at jeg nok skal holde kontakten med dem, siger Carlos Øzdemir.

De gode oplevelser videre

Carlos Øzdemir tager især fællesskabet og den faglige måde at arbejde på med sig fra gymnasietiden. For ham har HTX handlet om både fordybelse, selvstændighed og samarbejde.

– Jeg tager den her studiedannelse med og det her med at fordybe sig. Det har jeg fundet stor glæde i. Det selvstændige arbejde, der er i de forskellige fag. Men helt klart også fællesskabet og en masse gode kammerater. Det tager jeg med videre, siger Carlos Øzdemir.

Valget af HTX hang tæt sammen med hans interesse for naturfag og den projektorienterede undervisning.

– Jeg har altid fordybet mig meget i det naturfaglige, og så har jeg godt kunnet lide, at det har været projektorienteret. Det her samspil mellem fagene, der har været undervejs, og at jeg kunne bruge ting, jeg tidligere har lært i andre fag, siger Carlos Øzdemir.

For Mikkel Handberg Holm venter først et sabbatår. Derefter er planen at søge mod København og en uddannelse, hvor interessen for design og formgivning kan få endnu mere plads.

– Drømmen er, at jeg søger ind på Det Kongelige Akademi i København næste år. Jeg tager lige sabbatår først. Så vil jeg gerne læse arkitektur og design. Jeg har altid været glad for at tegne og designe ting, siger Mikkel Handberg Holm.

Tilbage på sin gamle skole

Blandt dagens talere var Ringsteds borgmester Andreas Karlsen, der selv er tidligere elev på ZBC i Ringsted. For ni år siden stod han som elevrådsformand og holdt dimissionstale på skolen. Torsdag vendte han tilbage som borgmester.

– Det er meget livsbekræftende selv at have gået her som elev, selv at have været elevrådsformand og holdt en dimissionstale for ni år siden og så blive inviteret til at holde talen i dag som borgmester. Det er stort, siger Andreas Karlsen.

Borgmesteren brugte også dagen til at pege på betydningen af stærke lokale uddannelsesmiljøer i Ringsted.

– Vi vil rigtig gerne fra kommunens side bakke op om vores lokale uddannelsesinstitutioner. Jeg synes, vi har en fuldstændig fantastisk kommune, og vi har nogle stærke lokale uddannelsesinstitutioner, siger Andreas Karlsen.

Som noget nyt inviterer Ringsted Kommune studenterne indenfor på rådhuset, når studentervognene kommer forbi torvet. Her venter studenterbrød, bobler og en lykønskning fra kommunen.

– Det er kommet til at ske, fordi jeg og nogle andre synes, at vi skal gøre noget mere for, at flere søger lokalt. Det skal være attraktivt som ung at vælge at studere i Ringsted, siger Andreas Karlsen.

For årets studenter fortsatte dagen med vognkørsel, fejring og de første timer af studentertiden. Med sig fra ZBC i Ringsted tog de både huer, beviser, fællesskaber og tre år, der nu er blevet til næste skridt.

 

 

Andreas Karlsen – pressefoto
Carlos Øzdemir – pressefoto
Huerne blev kastet – pressefoto
Elevtale – pressefoto
Mikkel Handberg Holm – pressefoto
Del gerne dette