Ringsted Radiomuseum har for nylig fået renoveret deres Jensen Music Box fra 1956. Denne originale Music Box fik vi i 1996 af RFR-med Erik Jørgensen. Den var blevet kasseret fra en beværtning i København. Museet har haft den udstillet siden år 2000, og den er blevet flittigt brugt, da den er et populært topnummer blandt gæsterne.

Fra starten brugte vi flere hundrede timer på at gøre den klar til udstilling. Den har derfor gjort det godt i 20 år, men vi har efter- hånden fået flere irriterende fejl. Midlertidige løsninger har ikke løst problemerne. Nu har den desværre været “død” i de seneste uger. Mange af gæsterne har dog ønsket at se den i funktion, meddeler museet.

Vi har derfor kontaktet vore eksperter: Otto Pedersen og Lasse Riisberg

De har nu arbejdet mange timer med en omfattende reparation. Otto er en dygtig tekniker, Lasse er en dygtig urmager. Tilsammen danner de to det perfekte: Music Box TEAM. Der er rent faktisk brug for 2 personer. Otto skriver om reparationen: Den havde skrantet længe, og havde nu flere fejl, en sikring i strømforsyningen blev ved med at brænde over, det var en udfordring. Med en vægt på 150 kg kunne vi jo ikke bringe den op på vores værksted på 1. sal. Vi forsynede den så med system spænding

37 V fra ext. forsyning/strømbegrænser. Nu kunne vi arbejde, og fandt også hurtigt en kontaktfjeder på afveje, det var besluttet at møntinkastet (gamle 25 ører) skulle sættes ud af funktion, det havde givet problemer, og det kan jo lige så godt være gratis at spille på den, vi afmonterede mekanik, som lagdes i boxen og nemt kan genmonteres hvis det ønskes.
Fejlene i styreboxen rettes, primært relæregulering og kontaktrensning, et relæ er dæmpet i frafaldstid med en el.lyt, der bestemmer pulslængden til de 80 selector magneter, nogle af dem svigtede på grund af manglende smøring, til slut var der justering og afprøvning af alle pladevalg.

Ringsted Radiomuseum siger mange TAK for en særdeles veludført opgave.

Otto og Lasse foran den renoverede Jensen Music-Box type J 80. Foto: Bjarne G. Holm