Ringsted Musik- og Kulturskole udvider i sæson 2021/2022 paletten af tilbud inden for billedkunst med en række kortere fagkurser for de 12 – 18 årige under navnet ARTLAB.
ARTLAB kurserne skal dels styrke fagudbuddet for de lidt større elever og gøre adgangen til at dyrke billedkunstfaget lettere og dels at supplere Musik- og kulturskolens billedkunstlinje på talentakademiet Akademi K med en række relevante fagfaglige kurser.

Musik- og Kulturskolen – som frem til 2018 husede en lokal afdeling af BGK – har over en årrække oplevet en stigende interesse for billedkunstfaget.

”BGK afdelingens aftryk i Ringsted – og en ihærdig indsats fra vores underviser Astrid Winsløw Hammer – tror jeg har skabt fundamentet for den fantastiske billedskole, vi har i dag,” udtaler Jacob Brandt Jensen, leder af Ringsted Musik- og Kulturskole.

”Men vi oplever også at søgningen er størst fra de lidt yngre elever, og at det kan være lidt sværere at opfange de lidt ældre elever. Med de nye ARTLAB kurser håber vi på at kunne trække flere af de lidt ældre børn og unge til og samtidig styrke mulighederne for vores øvrige hold.”

ARTLAB kurserne udbyder i efteråret to kurser i hhv. Tegning og Maleri, og de første hold starter op i uge 34.

På ARTLAB TEGNING vil man lære at se på omgivelserne på en ny måde. Man vil arbejde med iagttagelsestegning, hvor man lærer om streg og form, komposition og perspektiv, lys og skygge. Og der vil blive afprøvet forskellige tegneteknikker og tegneredskaber som kuglepen, tusch, kul, blyant, grafit og pastelkridt.

På ARTLAB MALING vil man blive introduceret til billedkomposition, farvelære, stilarter og maleteknikker gennem små øvelser, hvor man eksperimenterer og finder frem til sit eget billedsprog.

Og Ringsted har masser af talent at arbejde med inden for billedkunsten. Kort før sommerferien fik tre elever Silas, Liva og Asta fra billedkunstlinjen på Akademi K – Musik- og Kulturskolens overbygning og talentudviklingstilbud – deres malerier optaget på den landsdækkende censurerede kunstudstilling Portræt NU! For børn 2021.

AKADEMI K har tilmeldingsfrist 1. oktober til nyt forløb fra november til marts 2022.

Nærmere info og tilmelding via musikogkulturskolen.dk og akademi-k.dk.

Pressefoto