Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/10/20 til 2021/11/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Uro og uorden – Nørregade, Ringsted

Kl. 19.46 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand råbte og skreg ad de personer, som passerede forbi ham i Nørregade. Kort efter kom endnu en henvendelse formentlig fra denne mand om, at han blev chikaneret af andre personer samme sted.

En patrulje fik i Nørregade ved Stakladen kontaktet til en spirituspåvirket, 32-årig mand uden fast bopæl, som formentlig var den anmeldte mand i den første henvendelse til politiet. Ud fra en konkret vurdering gav hans adfærd ikke anledning til en sigtelse, idet han blev frihedsberøvet af en anden årsag, så han blev transporteret væk fra området.

Det viste sig, at den 32-årige tidligere var udeblevet fra et retsmøde i fogedretten, så han nu var efterlyst af politiet til fremstilling i fogedretten, når han blev truffet. Politiet sørgede derfor for overnatning til den 32-årige, der tirsdag formiddag vil blive afleveret i fogedretten.

Varetægtsfængsling – Knallerter stjålet efter trusler – Nørregade, Ringsted

Retten i Roskilde varetægtsfængslede to unge mænd på 17 år i forbindelse med et grundlovsforhør torsdag kl. 13.00. Ved retsmødet blev de blev sigtet for røveri, til dels ulovlig tvang og uberettiget brug af to knallerter, som de havde frataget to unge mænd på 15 år under ophold i Nørregade, Ringsted, onsdag eftermiddag kl. ca. 17.35.

De to sigtede var blevet anholdt senere onsdag aften, da de blev truffet dels i området ved Søndre Parkvej på den ene af de stjålne knallerter, dels ved eftersøgning i Ringsted by.

Begge unge mænd blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 4. november 2021 og efterfølgende anbragt i en lukket institution for unge kriminelle.

Den manglende knallert fandt ejerens mor torsdag middag i området ved Ahorn Alle, Ringsted, hvor hun så knallerten blive brugt af en p.t. ukendt ung mand. Han efterlod på et tidspunkt knallerten, så moderen kunne sætte sig i besiddelse af den. Politiet kunne herefter undersøge knallerten for spor til eventuel identifikation af den person, der uberettiget havde benyttet den, idet brugeren var forsvundet i området inden politiets ankomst.

Knallerter stjålet efter trusler – Nørregade, Ringsted

Kl. 17.36 anmeldte to unge, at de under ophold i Nørregade på deres knallerter var blevet opsøgt af en gruppe unge. To af disse havde været verbalt truende og forlangt at få de to knallerter udleveret. Knallertejerne følte sig truet og udleverede knallerterne, som blev benyttet ulovligt af de to truende unge.
Politiet ledte efter de to truende unge og fik i området ved Søndre Parkvej kontakt til den ene knallert, som blev genkendt. Føreren af knallerten forsøgte at køre fra politiet, men væltede, hvorefter han stak af til fods. Politiet fik dog fat i og anholdt den unge mand, som var en 17-årig ung mand. Knallerten sikrede politiet med henblik på genudlevering til ejeren.
Senere fandt politiet frem til nogle andre fra gruppen i Nørregade. Iblandt disse unge blev en anden 17-årig ung mand genkendt som værende den anden, der truede sig til en knallert. Også han blev anholdt som mistænkt i sagen.
De to anholdte bor begge på en institution, hvis ledelse er underrettet om frihedsberøvelsen af dem, idet de efter afhøring til sagerne forblev i politiets varetægt, indtil anklagemyndigheden og politiet har taget endelig stilling til, hvorvidt de måske skal fremstilles i grundlovsforhør med påstand om varetægtsfængsling.

Narkokørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Nørregade, Ringsted

Kl. 17.15 sigtede politiet en 39-årig mand fra Ringsted for kørsel i frakendelsestiden og for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ved visitationen i forbindelse med anholdelsen fandt politiet den 39-årige i besiddelse af knap et gram amfetamin, som han gemte i en lomme i sin jakke. Sigtelserne kom også til at omfatte lov om euforiserende stoffer. Desuden blev den 39-årig gjort bekendt med, at hans personbil blev beslaglagt på grund af gentagne kørsler uden at have den fornødne førerret. Den 39-årige vil således høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 06.49 fik politiet næste melding om et færdselsuheld i morgentrafikken, idet flere biler var stødt sammen i det østgående spor på Vestmotorvejen ved Ringsted.
I alt fire biler var impliceret i sammenstødet, der skete, da hastigheden blev nedsat på grund af kødannelse. En bilist opdagede dette for sent og påkørte bilisten foran. Dette sammenstød medførte, at yderligere to bilister blev impliceret. En 31-årig kvinde blev bragt på skadestuen til kontrol, men var sluppet uden behandlingskrævende skader. Kl. ca. 07.20 var uheldsstedet ryddet, så trafikken kunne normaliseres.

Ransagningsaktion efter narkotip – Ringsted

Afdelingen for Operativ Efterforskning hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog mandag formiddag ransagning af to adresser i Ringsted, som en 30-årig mand fra Ringsted har en tilknytning til.
Retten havde givet politiet lov til at foretage ransagningerne, efter politiet gennem den senere tid havde modtaget flere forskellige tip om, at den 30-årige kunne være i besiddelse af narkotika, som han solgte videre. Narkohunde fra Midt- og Vestsjællands Politi deltog også i ransagningerne.
Ved ransagningen af den ene adresse fandt politiet intet af politimæssig interesse, hvorfor politiet foretog ransagning af endnu en adresse i Ringsted, hvor den 30-årige færdedes.
I området ved den sidstnævnte adresse traf politiet en firmabil, som blev ført af en 26-årig uden fast bopæl, men med en relation til den 30-årige. Den 26-årige havde ikke nogen førerret, så han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. I øvrigt var der ikke noget politimæssigt interessant i bilen eller hos den 26-årige, der kan forvente at høre nærmere fra politiet, når færdselslovsovertrædelsen skal afgøres.
Ved ransagningen af den anden adresse fandt politiet 163 gram hash samt samlet set et sekscifret kontantbeløb, som efter politiets opfattelse kunne knyttes til den 30-årige, som ransagningerne rettede sig imod.
SKATs Gældsstyrelse oplyste, at den 30-årige havde en betydelig gæld til det offentlige, hvorfor de fundne penge blev beslaglagt med henblik på at udgøre et afdrag på gælden. Den 30-årige ønskede den disposition forelagt for retten, hvor en dommer nu skal kigge nærmere på politiets grundlag for beslaglæggelsen af pengene.
Under ransagningen af den sidste adresse traf politiet en 22-årig mand fra Ringsted, som var ejer af et femcifret kontantbeløb, som politiet også fandt under ransagningen. Da også han havde gæld til det offentlige, beslaglagde politiet pengene med samtykke fra den 22-årige som et afdrag på gælden.
Den 30-årige blev sigtet for besiddelse af hashen med henblik på videresalg, hvilket politiet vurderede til at være en overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Den sigtede vil derfor senere høre nærmere fra politiet, når denne straffesag skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted (forsøg)