Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/11/24 til 2021/12/07.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

To uheld på Vestmotorvejen – Ringsted

Kl. 22.39 fik politiet anmeldelser om to færdselsuheld på Vestmotorvejen i det vestgående spor ved Ringsted.
Politiet traf ved det første uheldssted en 30-årig kvinde fra Ringsted, der under kørsel i sin personbil havde mistet kontrollen over bilen i det glatte føre på motorvejen. Hun påkørte derfor et autoværn og standsede med front mod færdselsretningen. En tavlevogn kom til uheldsstedet for afspærring, inden et bugseringskøretøj kunne fjerne hendes bil.
Få hundrede meter længere mod vest var sket endnu et færdselsuheld, idet en 32-årig kvinde fra Fredericia også havde mistet kontrollen over sin personbil under kørslen på grund af det glatte føre. Også hun ramte ind i autoværn, men med lav hastighed, så kun bilen fik mindre skader som følge af uheldet.
Ingen af de to parter kom selv til skade ved uheldene, og da ingen øvrige trafikanter blev involveret, registrerede politiet blot omstændighederne og parterne i de to uheld.
Kl. 23.04 blev politiet underrettet af et bugseringsselskab om, at endnu et køretøj var forulykket på grund af det glatte føre, så bilen var standset med front mod kørselsretningen. I dette uheld var der heller ingen øvrige trafikanter blevet involveret, så politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af underretningen.

Stjålet bil – Ringsted / Køge / Solrød

Kl. 16.55 fik Midt- og Vestsjællands Politi en underretning fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om, at en stjålet bil ifølge bilens trackingsystem skulle befinde sig i et område nord for Ringsted. Bilen var kort forinden meldt stjålet fra Dianalund i Sorø kommune.
Flere patruljer blev sendt på udkig efter den stjålne personbil, som kl. ca. 17.30 blev observeret kørende ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Køge. En patrulje kørte efter bilen, hvis fører kørte væk fra motorvejen og flygtede ad mindre veje i området nord for Køge. Bilen forsvandt et kort øjeblik for de forfølgende patruljebiler, men blev til sidst via trackingsystemet sporet til et område ved den centrale del af Solrød.
Bilen blev kort efter fundet efterladt på en parkeringsplads tæt ved Solrød Gymnasium, hvorefter politiet ledte i lokalområdet efter personer, der kunne mistænkes for at have anvendt den stjålne bil uberettiget. Endvidere undersøgte politiet den stjålne bil for tekniske spor, der måske kan identificere biltyven.
Politiet underrettede ejeren om fundet af bilen, som senere blev afhentet af et bugseringskøretøj til transport retur til bilejeren. Eftersøgningen efter mistænkte gav i første omgang ikke noget resultat, hvorfor politiet nu afventer resultatet af de tekniske undersøgelser.

Narkokørsel og hashbesiddelse – Vestervej, Ringsted

Kl. 18.29 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 22-årig mand fra Ringsted for dels kørsel i narkotikapåvirket tilstand, dels besiddelse af ca. et gram hash, som politiet fandt i forbindelse med visitation af ham efter anholdelsen. Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Indbrud i Perioden

Godsbanevej, Ringsted
Eilekiersvej, Benløse, Ringsted
Roskildevej, Benløse, Ringsted