Der bliver masser af liv omkring Sct. Bendts Kirke, når Ringsted Middelalderfestival vender tilbage den 14.-16. august 2026. Besøgende kan se frem til tre dage fyldt med middelalderstemning, ridderkampe, gøgl, musik, historiefortælling og aktiviteter for hele familien.
Festivalen finder sted i Klosterlunden i Ringsted midtby, hvor området forvandles til en levende middelalderby med handelsfolk, håndværkere, lejrliv og duften af mad over bål. Sidst festivalen blev afholdt i 2024, lagde omkring 15.000 gæster vejen forbi.
Årets tema: Den usynlige håndværker
Temaet for årets festival er “Den usynlige håndværker”. Fokus rettes mod de håndværkere, som byggede middelalderens imponerende bygningsværker – blandt andet Sct. Bendts Kirke – men som historien sjældent har bevaret navnene på.
Festivalen sætter samtidig fokus på nutidens behov for flere faglærte håndværkere. Derfor samarbejder arrangørerne blandt andet med FGU, hvor unge under uddannelse er med til at opbygge festivalpladsen.
Oplevelser for hele familien
Der venter et tætpakket program med blandt andet:
- Spektakulære ildshows
- Gøgl og teaterforestillinger
- Middelaldermusik
- Historiefortælling
- Lejrliv med historiske håndværk
- Markedsplads med boder
- Familieområdet Valdemars Værksted, hvor børn kan prøve forskellige aktiviteter og lære om middelalderens håndværk
- Mad over bål og lokale specialiteter
På markedspladsen kan gæsterne stille sulten med mad tilberedt over grill og bål samt smage blandt andet lokal fadøl, mjød og æblemost.
Ringsted Middelalderfestival arrangeres i et samarbejde mellem Museum Vestsjælland, Ringsted Kommune, Sct. Bendts Kirke, lokale foreninger, erhvervsliv og en lang række frivillige.
Læs mere om festivalen og hold øje med det løbende program her:
https://vestmuseum.dk/ringsted-middelalderfestival-2026/

Dato: 14-08-2026
Sted: Klosterlunden



























