En ny analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed placerer Ringsted Kommune i førerfeltet, når det gælder om at få elever med støttebehov i uddannelse eller beskæftigelse efter 9. klasse.

Over hele landet er der i disse år stort fokus på, hvordan skoler arbejder med både segregeret specialundervisning og anden særlig støtte i almenundervisningen, så det sikres, at så mange unge som muligt, uanset støttebehov, kommer videre fra folkeskolen til enten uddannelse eller beskæftigelse.

Analysen viser, at nogle kommuner lykkes bedre med at løfte elever i og omkring specialundervisningstilbud end andre. Således er Ringsted Kommune blandt de ti bedste kommuner, og har knap seks procentpoint færre elever end forventet, som 15 måneder efter afsluttet 9. klasse stadig ikke er i uddannelse eller beskæftigelse.

Alle unge mødes med forventninger
Elever i Ringsted med særlige behov får altså bedre muligheder for at klare sig videre i livet fx med højere indkomst og bedre sundhed end gennemsnittet.

Gitte Knak Mikkelsen er skoleleder på Bifrostskolen i Ringsted Kommune, som er en dagbehandlings- og specialskole for elever med socioemotionelle udfordringer. Hun peger på, at noget af det vigtigste man kan gøre for børn og unge i udsatte positioner er at have forventninger og stille krav til dem:

– Hvis vi tror på de kan lykkes, så er chancen for, at de selv tror på det meget større. Når vi så samtidig møder dem med høj faglighed, omsorg og stærke relationer, så tør de faktisk at kaste sig ud i nye udfordringer og sætte sig selv på spil, fordi de ved at vi står klar til at gribe dem, siger Gitte Knak Mikkelsen.

I Ringsted Kommune ydes der desuden uddannelsesvejledning og en særlig og helhedsorienteret støtte til unge fra de er 15 år. Det fortæller Susanne Frydenlund, centerchef i Ringsted Kommunes Arbejdsmarkeds- og Ungecenter:

– I et tæt samarbejde med de unge selv sørger vores UU-vejledere for, at der hele tiden er en god plan for både uddannelse og job. Det er med til at sikre, at vi får relativt mange unge godt videre, siger Susanne Frydenlund.

Mens Ringsted Kommune altså ligger i den positive ende, så har de 10 kommuner, der klarer sig dårligst 5,3 procentpoint flere unge, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse 15 måneder efter afsluttet 9. klasse, end hvad man kunne forvente.

Læs mere om analysen på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside: https://www.benchmark.dk/analyser/dagtilbud-skole-og-uddannelse/resultater-for-elever-med-stoerst-sandsynlighed-for-stoettebehov

Foto: ABW