Ringsted Kommunes hjemmeside ringsted.dk var søndag utilgængelig som følge af et DDoS-angreb. Angrebet er nu klinget af, og siden fungerer igen som normalt.
Et DDoS-angreb går ud på at overbelaste hjemmesiden udefra ved at udsætte den for store mængder trafik. Der har ikke været nogen form for adgang til kommunens interne netværk, og ingen data er blevet kompromitteret.
Det konkrete angreb adskilte sig fra mere traditionelle DDoS-angreb ved at være rettet mod enkelte funktioner på hjemmesiden frem for hele sitet. Det betød, at det var vanskeligere fra start at identificere årsagen til hjemmesidens nedbrud.
Ringsted Kommune fortsætter nu undersøgelsen af hændelsen for at klarlægge, hvordan angrebet kunne finde sted og for at styrke vores forebyggelse yderligere.




























