Skolebørn i Ringsted Kommune får lov til at mærke middelalderen med gøgl, dans og et stort våbenshow.

Når Ringsted Middelalderfestival løber af stablen fra den 14. til 16. august, bliver festivalen i 2026 udvidet med en helt ny Skolernes dag. Fredag den 14. august inviteres op mod 20 klasser fra 4.-6. klasse til en dag fyldt med historie, oplevelser og aktiviteter, hvor middelalderen kommer til live.

Målet er at give eleverne en lærerig og sanselig oplevelse af Ringsteds historie gennem workshops, forestillinger og møder med middelalderens mennesker, håndværk og fortællinger.

Historien bliver levende

I løbet af dagen deltager eleverne blandt andet i workshops om fx gøgl, middelalderdans, urter og Valdemars værksted, inden dagen afsluttes med et spektakulært våbenshow. Hver klasse deltager i to workshops af 45 minutters varighed.

Museum Vestsjælland står for planlægning, administration og formidling i tæt samarbejde med Ringsted Kommune, Sct. Bendts Kirke, Ringsted Bibliotek og Musik- og Kulturskolen.

– Ringsted er et af de vigtigste steder i fortællingen om Danmarks middelalder, og den historie bliver stærkest, når børnene får lov til at opleve den med alle sanser. Skolernes Dag er en unik mulighed for at bringe historien ud af bøgerne og ind i virkeligheden, samtidig med at vi styrker samarbejdet mellem museum og skoler, siger museumsdirektør Eskil Vagn Olsen, Museum Vestsjælland.

Et stærkere samarbejde om børn og kulturarv

Skolernes Dag er samtidig tænkt som begyndelsen på et tættere samarbejde mellem Museum Vestsjællands skoletjeneste, Ringsted Kommunes skoler og kultur- og fritidsområdet. Dagen bliver et pilotprojekt, hvor samarbejdsformen og aktiviteterne afprøves med henblik på at udvikle et endnu stærkere undervisnings- og formidlingskoncept frem mod Ringsteds 1000-års jubilæum i 2028. Her er ambitionen, at endnu flere børn og unge skal opleve byens enestående historie gennem fælles undervisnings- og kulturaktiviteter.

– Vi ved, at børn lærer bedst, når undervisningen kobles til autentiske oplevelser. Ringsted har en enestående historie lige uden for klasselokalet, og med Skolernes Dag får eleverne mulighed for at opleve den på en måde, der både skaber nysgerrighed, engagement og faglig læring. Samtidig er dagen en investering i et tættere samarbejde mellem skolerne, museet og kulturinstitutionerne frem mod 2028, siger skolechef Kristina Næstrup Helmark, Ringsted Kommune.

Kommunikationen til skolerne sker gennem Ringsted Kommune, mens tilmelding foregår via Museum Vestsjællands hjemmeside.

På vej mod Ringsted 1000 år

Skolernes Dag er en del af en større ambition om at gøre Ringsteds historie endnu mere nærværende for kommunens børn og unge. Erfaringerne fra dagen skal bruges til at udvikle nye undervisnings- og kulturforløb, som kan blive en central del af markeringen af Ringsteds 1000-års jubilæum i 2028.

– Ringsted Middelalderfestival handler om meget mere end en weekend med flotte oplevelser. Vi ønsker, at festivalen også skal være en stærk platform for læring, fællesskab og lokal identitet. Skolernes dag er et vigtigt skridt på vejen mod Ringsteds 1.000-års jubilæum i 2028, hvor vi vil udvikle endnu flere fælles aktiviteter mellem skoler, museum og kulturliv. Når børnene oplever historien dér, hvor den faktisk fandt sted, skaber vi både større forståelse for vores kulturarv og større stolthed over Ringsted som Danmarks historiske centrum, siger kultur- og fritidschef Mads Stougård Kristiansen, Ringsted Kommune.

Undervisningen fortsætter efter festivalen

Skolernes Dag bliver desuden koblet sammen med undervisningsmaterialet Kampen om magten, som Museum Vestsjælland allerede har udviklet til mellemtrins-klasserne. Materialet fortæller historien om magtkampen omkring indvielsen af Sct. Bendts Kirke i 1170 og giver eleverne mulighed for både at arbejde med fortællingerne før festivalen og besøge historiske steder i Vestsjælland efterfølgende.

Fakta

  • Skolernes dag afholdes fredag den 14. august 2026 kl. 9.00-14.30 som en del af Ringsted Middelalderfestival. Målgruppen er elever på 4.-6. klassetrin.
  • Der er plads til op mod 20 klasser – ti om formiddagen og ti om eftermiddagen. Hver klasse deltager i to workshops og et fælles våbenshow.
  • Dagen arrangeres i samarbejde mellem Museum Vestsjælland, Ringsted Kommune, Sct. Bendts Kirke, Ringsted Bibliotek og Musik- og Kulturskolen.
  • Skolerne kan desuden arbejde med undervisningsmaterialet Kampen om magten før eller efter festivalen
”Skjoldmaling” er en af aktiviteterne på Skolernes Dag i forbindelse med Ringsted Middelalderfestival. Foto: Museum Vestsjælland

Dato: 14-08-2026
Sted: Ringsted Kommune

Del gerne dette