Kom med på en byvandring, hvor Ringsteds historiske udskænkningssteder er i centrum.

For hundrede år siden var Ringsted fyldt med hele 36 beværtninger, værtshuse og gæstgiverier, der hver især spillede en særlig rolle i bylivet. Her kunne både byens indbyggere og tilrejsende nyde en forfriskning og måske en god historie.

Undervejs på turen er der fortællinger om de folk, der ejede og drev disse livlige steder og indblik i stemningen og det sociale liv på datidens udskænkningssteder.

Ruten begynder ved Ringsted Station og fører deltagerne fra Næstvedvej til Sct. Hansgade, videre over Torvet og ind i Sct. Bendtsgade, for til sidst at slutte i Nørregade.

Turen slutter med et besøg på et af nutidens udskænkningssteder, hvor der bliver mulighed for at kigge på billeder fra de gamle steder.

Bemærk, at turen ikke er velegnet for gangbesværede, og at start- og slutpunktet er forskellige. Tid: onsdag den 17.juni kl. 18.30-20.30. Mødested: Ringsted Station, Jernbanevej 1, Ringsted

Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside.

Jernbanehotellet på Næstvedvej. Nu nedrevet. Foto: Museum Vestsjælland
 

Rollatorbyvandring

Kniber det med at gå lange ture er byvandringen i Ringsted for gangbesværede, med eller uden stok, rollator eller kørestol et oplagt alternativ, hvis man er nysgerrig på byens historie. Turen er planlagt, så der er plads til korte hvil, og vi går i et roligt tempo.

Vi bliver på og i området omkring Torvet med Sct. Bendts Kirke, Rådhuset, Postgården og Børsen og får her en levende fortælling om byen, og hvad der gør den særlig. Hør f.eks. om Valdemar den Store, som står på Torvet. Han har en stor ære i, at byen blev til noget. Hør også om toldboden og bymarkerne med grise, der blev forhindret i at gå på rov på kirkegården.

Turen er absolut velegnet for gangbesværede. Medfølgende hjælper er velkommen. Rollatorbyvandringen er den 18.juni kl. 10.30-11.30 med mødested ved Tingstedet på Torvet i Ringsted.

Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside.

Torvet, Ringsted i 1912. Foto: Museum Vestsjælland

Dansk Mølledag med Ringsted Vindmølle– åbent hus og gratis adgang

Ringsted Vindmølle har ligget på samme plads i over 200 år, og den fungerer stadig.

Mød Morten ’møller’, der driver møllen til dagligt, og som tager imod til åbent hus. Han viser rundt og fortæller om, hvordan mekanikken fungerer – og så plejer han at have en god historie eller to i ærmet.

 Ved siden af ligger Ringsted Museum, og her er børnehjørnet åbent, hvor de lidt større børn kan prøve kræfter med selv at grutte korn og male mel på en håndkværn.

Dansk Mølledag er en landsdækkende begivenhed, der finder sted hvert år den 3. søndag i juni. Over 100 vind- og vandmøller er denne dag åben for publikum.

Ringsted Vindmølle og Ringsted Museum og Arkiv har åbent med gratis adgang søndag den 21. juni kl. 10-15. Tilmelding er ikke nødvendig.

Ringsted Vindmølle. Foto: Museum Vestsjælland

 

Del gerne dette