Efter forårets succes vender Ringsted Street Food Festival tilbage på pladsen foran Sct. Bendts Kirke i hjertet af Ringsted. Det bliver fire skønne sommerdage fyldt med hyggelig stemning og lækre smagsoplevelser når Ringsted Street Food Festival kommer til byen den 11.-14. august.

Da Mad & Marked, som efterhånden har stået for en lang række succesfulde street food-markeder rundt i hele Danmark, gik i samarbejde med Oplev Ringsted i foråret 2022, var det med et ønske om at skabe et stemningsfyldt madmarked og med et håb om at borgerne i Ringsted og omegn ville støtte op om initiativet.

Ringsted Street Food Festival blev heldigvis en stor og velbesøgt succes med omkring 4000 madglade gæster. Det krævede derfor ikke de store overvejelser, at beslutte sig for at gentage successen i Ringsted allerede her i august. Det er derfor en fornøjelse, at Ringsted Street Food Festival løber af stablen den 11.-14. august.

Børnenes favorit kommer på besøg

Der kan herske ingen tvivl om, at Ringsted Street Food Festival bringer både liv og stemning ind i Ringsteds historiske bymidte, og det begrænser sig heldigvis ikke kun til madmarkedspladsen foran Sct. Bendts Kirke. Bymidtens erhvervsdrivende byder således også ind med aktiviteter, hvilket blandt andet kan ses hos den stemningsfulde café SKEMA, som kommer til at byde på hyggelige koncerter på pladsen foran caféen om lørdagen.

På selve Ringsted Street Food Festival kan især børnefamilier også glæde sig til, at der kommer besøg fra en særdeles populær skikkelse hos børnene lørdag og søndag. Ringsteds børnemaskot Line Solsikke kommer nemlig forbi med malerbøger og tegner sammen med børnene begge dage fra kl. 11.30-13.00.

Åbningstiderne er torsdag fra 16.00-21.00, fredag-lørdag fra kl. 11.00-21.00 og søndag fra 11.00-16.00. Madboderne lukker en time før pladsen. Der er selvfølgelig gratis entré.

Pressefoto