Efter en succesfuld koncert i juni måned i Klostermarkskirken og sommerferien, er Ringstedkoret klar til at starte den nye efterårssæson, tirsdag, d. 11. august 2026.

Koret ser igen frem til en spændende sæson, hvor der i første omgang skal trænes repertoire til optræden i Klosterlunden i Ringsted i forbindelse med Røde Kors fejring af 150-året, lørdag, den 5. september kl. 11:00 – 18:00. Her er Ringstedkoret blevet inviteret med om formiddagen, som en del af åbningsceremonien.

Fjorten dage senere deltager Ringstedkoret igen ved et lokalt nyt arrangement ’Ældrefestival’, der foregår i og omkring Anlægspavillonen lørdag, den 19. september kl. 10:00 – 16:00. Koret skal optræde kl. 14:00.

I oktober samles koret til en udvidet øvelørdag, der både indeholder stemmetræning og øvetimer med julerepertoiret, samt socialt samvær i forbindelse med fælles måltider i løbet af dagen. Koret skal forberede repertoiret til et par julekoncerter, herom mere senere.

Ringstedkoret bliver det kommende år dirigeret af Kirsten Nyholm, der vil fungere som vikar for Ida Nystad, der holder et års orlov.

Koret er et firestemmigt amatørkor med et bredt repertoire, og hvis du har lyst til at synge med, kontakt formanden Inge Marie Jacobsen via mail: formand@ringstedkoret.dk eller telefon 26 82 09 51 og træf aftale om en prøveaften.

Det er ikke en betingelse, men en fordel at være med fra starten af sæsonen. Alle stemmer er velkomne.

Koret øver hver tirsdag kl. 19:00 – 21:30 i Dagmarskolens Samlingssal, Vestervej 11, Ringsted.

Du kan læse meget mere om Ringstedkoret på hjemmesiden www.ringstedkoret.dk. Følg også koret på Facebook.

 

Sommerkoncerten i juni 2026. Foto: Marianne Danton

Dato: 11-08-2026
Sted: Dagmarskolen

Del gerne dette