Ringsted Museum og Arkiv byder på aktiviteter til hele familien i vinterferien.

Dukketeateret ’Eskil, Hætten og Ulven’ handler om relationer mellem børn.

Dukken Eskil kan godt være lidt af en drillepind. Det er bare ikke altid en smart ide at drille, når man gerne vil være en ridderhelt og samtidig har en ulv i hælene. Hvad sker der? Stopper Eskil med at drille?

Vi lover en lykkelig slutning.

Stykket er både skrevet og bliver fremført af Jane Hyldgaard, Dukkeriget. Hun har selv fremstillet sine dukker og har mange års erfaring som dukkefører.

Eskil, hætten og ulven er for hele familien og især for de 3-9-årige.

Tid: 10. februar og 11. februar, begge dage kl. 11.00-11.30.

Sted: Ringsted Museum og Arkiv, Køgevej 41, Ringsted

Vær sikker på en plads og køb billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside. Resterende billetter er til salg i døren.

Dukketeater med Dukkeriget. Foto: Dukkeriget

Rundvisning i Ringsted Vindmølle

Morten ”møller” har malet korn på Ringsted Vindmølle i mange år og kender møllen som ingen anden. På rundvisningen fortæller han om, hvordan vindens kraft kan forvandle korn til mel.

Efter turen i møllen er der åbent i museets kornværksted, hvor man på egen hånd kan prøve kræfter med at grutte korn efter samme metode, som blev brugt i oldtiden eller prøve at kværne korn på en håndkværn, der har den samme teknik, som kværnen i møllen. Tag gerne det kværnede mel med hjem.

Besøget i møllen er ikke velegnet for gangbesværede.

Tid: 13. februar kl. 10.30-12.00.

Sted: Ringsted Museum og Arkiv, Køgevej 41, Ringsted.

Vær sikker på en plads og køb billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside. Resterende billetter er til salg i døren.

Et kik ind i Ringsted Vindmølle. Foto: Museum Vestsjælland

MIG & MIN BY

Gå på opdagelse i børnehøjde i Ringsteds historie blandet med børnebogsforfatter og illustrator Rasmus Bregnhøis fantasifulde univers i udstillingen ’MIG & MIN BY’. Her er hemmelige skatte under jorden, butikker med alt hvad hjertet begærer, lækker mad, og dyr i lange baner, ja alt det, der er vigtigt i børnenes by og selvfølgelig også hjemmet, hvor de bor med deres familier. Museet giver det historiske perspektiv, og med hjælp fra børnene er udvalgt genstande fra såvel museets gemmer som fra børnenes.

Udstillingen er særligt egnet til børn på 2-8 år. Voksne er også meget velkomne. MIG & MIN BY har åbent i museets almindelige åbningstid og børn under 18 år kommer gratis ind.

Pige sover i sardindåse. Foto fra MIG & MIN BY. Foto: Museum Vestsjælland

Tag i svømmehal og få en fribillet

Børn mellem 3 og 11 år får en voksen-fribillet til Ringsted Museum, når de besøger Ringsted Svømmeland i vinterferien i uge 7.

Kom til fri leg i MIG & MIN BY, som udover at være en udstilling også er en stor legeplads. Fribilletten til voksne gælder helt til sommerferien 2025.