Ringsted Festival kan ikke løbe af stablen uden en god omgang pop. Så poptøser og drenge – I kan godt begynde at øve både sangtekster og dansetrin, for inden længe ses vi foran scenerne på Ringsted Festival 2022, og det bliver til tonerne af: Scarlet Pleasure og Alex Vargas!

Alex Vargas har de seneste år taget landet med storm. Med en sjælfuld vokal, flotte melodier og teknisk dygtighed leverer han et internationalt format, som er helt essentielt for den danske musikscene. Med sit tårnhøje ambitionsniveau er Alex Vargas en helt unik publikumsfavorit, som altid udfolder magiske liveshows med en både edgy og emotionel vibe.

Du har garanteret hørt Alex Vargas’ fortolkninger af forskellige hits i ‘Toppen af Poppen’ – og hvis du gerne vil dykke ned i hans eget univers, så lov os, at du lytter til ‘Higher Love’ og ‘Shackled Up’.

Scarlet Pleasure: Et varmt pust fra sydligere breddegrader vil strejfe din kind, når Scarlet Pleasure rammer Ringsted Festival. Med et alvorligt lækkert bagkatalog og en ukuelig liveenergi, har få danske kunstnere sat så solidt et aftryk på den danske musikscene, som denne københavnske trio.

Scarlet Pleasure har bragt 90’erne til live og lagt landet ned med en platinblond midterskilning. Trioen har et unikt talent for at sende publikum på en lang og smagfuld rejse til varmere himmelstrøg. Varmen forplanter sig for alvor, når Scarlet Pleasure indtager en scene og giver dig et af landets hidsigste energiboosts med god bounce og helstøbt festenergi.
Hvis du ikke har levet under en sten(!), så kender du med garanti ‘What A Life’. Det vildeste energifyldte hit, som blev det lydlige univers på Oscar-filmen ‘Druk’.

De første ni kunstnere er offentliggjort, og stilen er lagt for et fabelagtigt festivalår! Hvis du også vil med, så kan du sikre dig din billet her: https://billetter.ringstedfestival.dk/

Foto: IRJ