Den landsdækkende maskinforretning, Semler Agro investerer i ny ejendom i Ringsted, der danner rammen for maskinhandlens regionale hovedkontor på Sjælland. Maskinforretningen fortsætter dermed sin strategi om central forankring i dansk landbrug.

I februar 2021 kunne Semler Agro, Danmarks største maskinhandel og forhandler af landbrugsmaskiner, løfte sløret for opkøbet af deres første flagskibsforretning, da de overtog ejerskabet af deres forretning i Brønderslev.

Nu fortsætter Semler Agro med et nyt opkøb, når maskinhandlen rykker deres flagskibsforretning i Øst til Ringsted. Det bliver den velkendte og iøjnefaldende ejendom Kærup Parkvej 17 ved E20 motorvejen i Ringsted, og som i dag drives af Helms-TMT Centret, der nu får ny tilværelse efter Semler Agro overtager stedet, med indflytning i løbet af 2022.

”Ringsted udvikler sig til et centrum og logistisk knudepunkt for landbruget, og det er dermed den bedste beliggenhed på Sjælland for os,” siger Morten Buus, adm. direktør i Semler Agro.

Ejendommen i Ringsted skal huse Semler Agros nye Center Øst, der er et led af maskinforretningens større logistikstrategi om at blive mere centralt forankret i dansk landbrug og komme effektivt ud til kunderne. Med etableringen af Center Øst i Ringsted, fuldender Semler Agro deres geografiske strategi og dækning af Sjælland, der inkluderer Falster og Lolland. Center Øst kommer desuden til at være nabo til et helt nyt opført Sjællands domicil for Helms TMT-Centret, som forventes at stå klar medio 2022.

”Vi har et mål om at være landmændenes foretrukne samarbejdspartner, derfor skal vi også placere os optimalt i forhold til landbrugets behov. Med den centrale placering vi får ved Center Øst, som inkluderer reservedelslager samt de mange rullende værksteder, kan vi på rigtig kort tid komme ud i alle kroge af Sjælland og øerne,” siger Morten Buus.

Personalet flytter med
Flytningen af Semlers sjællandske hovedcenter betyder samtidig, at maskinforhandlerens Næstved-afdeling lukker. Personalet fra Næstved-fillianen rykker med til Ringsted under ledelse af Jesper Ulrik Skallergård, der sidste år tiltrådte som afdelingsleder.

Semler Agro flytter ind i deres nye sjællandske hovedcenter tidligst 1. juni 2022. Op til indflytning vil ejendommen være under ombygning, hvor der bl.a. tilbygges ekstra værkstedskapacitet samt en større koldhal til opbevaring af maskiner. I Center Øst vil de fire mærker, John Deere, Väderstad, Kramer og Sulky være klar til både salg og eftermarked.

Semler Agro har eksisteret siden 2015 og har i dag eksklusiv forhandling af 4 brands, hvilket supporteres af ca. 250 medarbejdere og mere end 80 rullende værksteder. Inklusiv det nye Center Øst, drives der 13 forretninger i hele landet sammen med en underforhandling på Bornholm.

Foto: ABW