I år byder Museum Vestsjælland på et sjovt og stort sommerprogram for de mange ferierende familier.

I løbet af sommeren er der masser af muligheder for at kombinere motion og frisk luft med ny viden. Kom med på en af de mange byvandringer. I bestemmer selv om det skal være for voksne eller i børnehøjde – museet har hele paletten. I kan også komme en tur rundt i den imponerende kirke Sct. Bendts.

Museets succesfulde udendørs app Tidslommen er atter blevet udvidet, denne gang med Middelalderruten. Kommunerne Kalundborg, Sorø, Ringsted og Slagelse har velvilligt støttet projektet og du kan nu komme på tur med korsridderen Åge Hvide (ved Vor Frue i Kalundborg), biskop Absalon (Klosterkirken i Sorø), Dronning Dagmar (Sct. Bendts i Ringsted) og munken Erik (Antvorskov Klosterruin i Slagelse).

Find hele programmet på www.vestmuseum.dk/det-sker/

OBS: Indtil 1. august skal I huske coronapas når I besøger museerne.