Der er lagt op til den helt store folkefest, når Ringsted danner rammen om den første udgave af Danish International Balloon Fiesta 13.-17. august 2025 ved Ringsted Sportscenter.

Mere end 11.000 har allerede vist interesse på Facebook, hvor snakken lystigt går om det unikke event, mens sponsorer og samarbejdspartnere strømmer til.

– Vi er rigtigt glade for den opbakning, vi har oplevet omkring Danish International Balloon Fiesta. Det betyder meget, når vi arrangerer det hele på frivillige basis, fastslår Nanna H. Madsen, der er idekvinden bag fiestaen, som hun arrangerer sammen med sin mand Niels Hvid.

Flyv i ballon uden at slippe jorden

Fiesta-pladsen byder på oplevelser for store og små, hvor der blandt meget andet vil være tivoli med sjove forlystelser og mulighed for at komme helt tæt på livet i og med en luftballon.

– Gæsterne kan komme helt tæt på ballonpiloternes udstyr og luftballonernes historie. Ligesom de kan prøve at flyve med en modelballon eller komme på flyvning med VR-briller på, fortæller arrangøren.

Oplevelserne på og omkring pladsen venter både indendørs og udenfor, så de kan tilpasses, hvis sommervejret mod forventning skulle drille.

Mens ungerne slår sig løs blandt alle de sjove aktiviteter, kan det lidt ældre publikum gå på opdagelse blandt Ejner Hessels biler, Starks udstilling eller forsyne sig i madområdet, hvor foodtrucks og barvogne frister.

Erhvervslivet støtter fiestaen

Netop Ejner Hessel, Stark og de andre erhvervsdrivende spiller en vigtig rolle.

– Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre. Vi er en lille håndfuld frivillige, der står bag arrangementet, derfor er det vigtigt med erhvervslivets opbakning, forklarer Nanna H. Madsen, der også kan glæde sig over støtte fra Makeen Energy, Everllence og Oplev Ringsted, ligesom Bjarne Jensens Fond, Trelleborg Fonden og Sparekassen Sjælland Fonden også har bidraget økonomisk.

– Vi kan godt mærke, at vi kommer tættere og tættere på fiestaen. Interessen vokser, men det gør antallet af opgaver også, så vi er altid på jagt efter flere frivillige, der vil være en del af et helt unikt event. Så skulle der sidde nogen, som vil være med, så er de velkomne til at kontakte mig, slutter Nanna H. Madsen.

 

Foto: ABW