Opdatering: Politiet oplyser fredag, at der er tale om en falsk anmeldelse. Den Korte Avis skriver: “Politiet genafhørte i dag fredag drengen omkring hændelsesforløbet, idet politiet undrede sig over, at videooptagelser fra Outlet-centret i Ringsted intet viste omkring det oplyste hændelsesforløb”.

“Forældrene til den 13-årige dreng er orienteret om den falske anmeldelse, som den 13-årige ikke kan straffes for, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Politiet anser hermed sagen for ”opklaret” og foretager ikke yderligere efterforskning i anledning af anmeldelsen.”

 

Midt- og Vestsjællands Politi søger vidner til røveriforsøg.

I tidsrummet fra 8.30 – 9.00 befandt en 13-årig skoledreng fra Store Merløse sig i området bag ved McDonald’s, der ligger ved Ringsted Outlet. Drengen kom med en forkert bus, endte ved Ringsted Outlet og ventetiden, indtil han kunne tage en bus tilbage til Store Merløse, brugte han i området bag McDonald’s, hvor han gik en tur.

3 mænd i en lysegrå bil med ridser på siden, passede drengen op, steg ud og væltede ham rundt og skubbede til ham, mens de gennemsøgte hans lommer og skoletaske for værdier. De fandt ikke noget og gav drengen en lussing, hvorefter de kørte væk fra stedet igen.

Den 13-årige dreng var påvirket af hændelsen, da han sammen med sin mormor anmeldte hændelsen hos Midt- og Vestsjællands politi, men heldigvis slap han for andre fysiske skader end rødmen på kinden.

Politiet leder efter vidner, der kan have set optrinnet eller som genkender beskrivelsen af mændene og bilen, de kørte i.

De 3 mænd beskrives således:

Mand 1

  • Mand
  • 20-25 år gammel
  • Anden etnisk baggrund end dansk
  • Kraftigt bygget
  • Sort fuldskæg
  • Iført sort hættetrøje med print. Han havde hætten over sit hoved
  • Iført sorte bukser og kondisko

Mand 2

  • Mand
  • 20-25 år gammel
  • Anden etnisk baggrund end dansk
  • Tynd
  • Iført sort hue
  • Røg på en cigaret
  • Havde skægstubbe
  • Iført grå hættetrøje med tegn eller bogstaver på maven
  • Iført blå Adidas-bukser med hvide striber og kondisko

Mand 3

  • Mand
  • 20-25 år gammel
  • Anden etnisk baggrund end dansk
  • Almindelig af bygning
  • Kort hår
  • Solbriller
  • Iført hvid t-shirt
  • Tatoveret på venstre arm

Politiet kan kontaktes med oplysninger på 114.