Felix Anton Tiller og Aske Sylvester Lehrmann er udlært fra ZBC, Den Danske Urmagerskole i Ringsted. Nu er deres svendeprøver og samlede læretid blevet belønnet med hver sin bronzemedalje

Felix Anton Tiller og Aske Sylvester Lehrmann kan begge føje en bronzemedalje fra ur- og smykkebranchen til deres uddannelse som urmagere.

De modtog medaljerne ved Formland Jewellery i Herning. Hæderen gives til lærlinge og elever, der har leveret en særligt god præstation ved deres svende- eller fagprøve og gennem den samlede læretid.

Begge medaljemodtagere er udlært fra Den Danske Urmagerskole, ZBC i Ringsted.

Flere års arbejde

Felix Anton Tiller og Aske Sylvester Lehrmann var blandt de 12 medaljemodtagere, som blev hædret ved årets overrækkelse. Brancheforeningen AU.CLOCK uddelte 11 bronzemedaljer og én sølvmedalje, som er foreningens højeste udmærkelse.

AU.CLOCKs formand, Jens Christian Møller, overrakte medaljerne foran familie, venner, læremestre og kolleger fra branchen.

– Dette øjeblik markerer kulminationen på år med hårdt arbejde, dedikation og ubønhørlig stræben efter personlige mål. I har ikke blot udmærket jer fagligt, men I har også vist en passion og et engagement, der har sat jer i en klasse for sig selv, sagde Jens Christian Møller til medaljemodtagerne.

AU.CLOCK uddeler hvert år medaljer til lærlinge og elever, der er udlært inden for butiks-, ædelmetal- og urmagerfaget. Brancheforeningen fremhæver samtidig de læremestre, arbejdsgivere og lærere, der har været med til at uddanne årets medaljemodtagere.

– Vi vil gerne rette en stor tak til de læremestre, arbejdsgivere og lærere på skolerne, som yder en kæmpe indsats for, at branchens elever får en rigtig god, bred og faglig uddannelse, og som ruster de unge mennesker til at imødekomme de forventninger, der er, når de skal videre ud i arbejdslivet, udtaler direktør for brancheforeningen AU.CLOCK Trine Thorning i forbindelse med overrækkelsen.

Medaljeoverrækkelsen er et fast indslag på Formland Jewellery. Medaljen er indstiftet af AU.CLOCK, Brancheforeningen for smykker og ure, og designet af guldsmed Kim Buck.

Foto: Dit Ringsted

 

 

Del gerne dette