Susanne Nielsens udstilling ”36 håndklæder – fragmenter af en landbokultur” er en broderet fortælling om store forandringer i de seneste 200 år.

En sjællandsk landsbyhistorie bliver udfoldet med gamle bykort og tekster om landsbyens udskiftning i 1796.

En samling breve, skrevet i 1950´erne af kunstnerens mor, fortæller i detaljer om landhusmoderens arbejde. De udvalgte og broderede citater fra brevene handler om slagtning, høst, roelugning, storvask, etablering af frysehus og meget mere.

En række familiebilleder fra perioden 1903-2001 er trykt i stort format på nogle af håndklæderne.

Forandringerne i landbokulturen er fortalt i broderi – et langsomt medie – derfor har projektet været undervejs i 15 år.

De enkelte håndklæder repræsenterer en mangfoldighed af vævebindinger, kvaliteter og navnemærkninger. Fra ubrugte håndklæder til helt tyndslidte og hullede. Tilsammen udgør de en underliggende fortælling i værket.

”36 håndklæder – fragmenter af en landbokultur” dokumenterer en forsvunden kultur, og er samtidig et værk, hvor den enkelte kan spejle sig selv og sine egne erindringer.

Susanne Nielsen er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1979-83. Hun har været elev hos Jette Nevers og Anne Marie Egemose 1984-85, og hun har deltaget i talrige udstillinger i ind- og udland.

Det er gratis at deltage i udstillingsåbningen. Museet byder på en let forfriskning.

Tid: 8. februar kl. 11 -12.

Sted: Ringsted Museum og Arkiv, Køgevej 41, Ringsted

Udstillingen kan ses indtil den 15. juni.

Både den 25. februar kl. 14-16 og den 27. maj kl. 14-16 kommer Susanne Nielsen til Ringsted Museum og Arkiv og sætter ord på udstillingen. Køb billet til foredraget via Museum Vestsjællands hjemmeside. 

 

Broderede håndklæder. Foto: Susanne Nielsen